Graduation.

Eleverne fra Darajarni secondary school graduerer. Deres skoleaar er dog ikke forbi endnu, og de skal foerst til eksamen i november maaned! Mens tanzanianerne kan laere os at saette farten lidt ned, kan vi laere dem at planlaegge og organisere mere hensigtsmaessigt!

Hmm...

IT-undervisning

Saa er der lidt nyt fra livet paa Marangu Teacher's College. Efter vores 1,5 uges swahilikursus, underviste vi i 3 uger de studerende i it. Det var egentlig ikke meningen, men da alle it-laererne var bortrejst pga. kurser og lignende, stod de studerende uden laerere, og saa kunne vi jo lige saa godt traede til. Det var ret interessant at hjaelpe dem med det, og vi fik et stort didaktisk udbytte af det. Vi fandt hurtigt ud af, at vi skulle gaa meget langsomt frem, at vi ikke skulle fortaelle for meget af gangen, at de foerst skulle taendende computerne, naar vi havde fortalt dem om dagens program osv... Saadanne erfaringer man goer sig, naar man staar i undervisningssituationen og maerker problemerne opstaa og efterfoelgende finder en loesning paa dem. Umiddelbart kunne man forestille sig at det var et problem, at vi var paa deres alder, men det viste det sig ikke at vaerre. Tvaertimod saa de det naermest som en aere, at vi ville hjaelpe dem. Selv dem der sagde, at de ikke havde brug for hjaelp tog gladeligt imod den, naar man alligvel dristigede sig til at hjaelpe dem. Det var et stort plus, at vi var fem, saa vi kunne gaar rundt mellem dem, og give dem individuel og differentieret undervisning.

Skolen har haft computerne i et aar, men foerst for nyeligt, er laererne blevet uddannet til at undervise i faget. Selvom de studerende har et andet computerlab, som de frit kan benytte, var der mange af dem, der var helt nye i faget, og nogle af dem var meget nervoese for at oedelaegge noget ved et tryk paa en forkert knap. "Can I press return now, maam..?" Ja, det kan du! "Now..?" Ja! Hvorefter der forsigtigt bliver trykket paa knappen... Der er 14 hold i alt, og vi underviste alle holdene en gang om ugen. Fra den foerste til den tredje time, kunne vi tydeligt se, at hvert enkelt individ udviklede sig fra sit niveau. I starten havde de fleste svaert ved at styre musen og kunne hverken logge ind eller aabne og benytte et skriveprogram uden at blive guidet. Da den sidste time sluttede var dette "piece of cake" for de fleste, og de havde laert at lave punktopstilling, kopiere, skifte skrifttype og -stoerrelse, goere fed, kursiv og understrege, skifte skrifts- og baggrundsfarve, indsaette specielle tegn og benytte stavekontrollen. Derudover havde de forbedret deres faerdigheder i at skrive og bruge keyboardets forskellige knapper. De kan sikkert ikke huske det hele alle sammen, men noget af det sidder nok fast hos de fleste. Det var en rigtig dejlig fornemmelse, at kunne hjaelpe dem med noget, der kan havde stor betydning for deres fremtid. Men det var nu ogsaa meget ret efter den sidste time ikke mere at skulle sige "You have to hold down shift!", "You need to highlight the text before changing..." osv. hver eneste dag!

Pudsige eksempler fra undervisningen:

I den foerste uge skulle de skrive en tekst af og derefter lave nogle forskellige aendringer ved teksten. De fik udleveret et stykke papir med teksten og opgaverne paa, og vi forklarede dem, hvad de skulle goere. Til trods for at det hele stod forklaret paa papiret, og til trods for at vi havde forklaret dem, hvad de skulle lave, begyndte de fleste at skrive alt hvad der stod paa papiret af - teksten, opgaverne, forklaringerne - ALT! Saa det tyder meget paa, at de ikke er vant til at tage stilling til det de laver i undervisningen, men derimod bare skriver af fra en tavle, eller goer det samme som deres laerer.

Vores fredagshold var en lektion forud for de andre, men dette havde vi glemt tredje gang, vi skulle have dem, og vi gav dem derfor den samme opgave, som de havde haft i sidste time. Det pudsige var, at der ikke var nogle af de studerende der reagerede paa dette. Foerst da de skulle i gang med opgaverne til deres tekst, opdagede vi det, og skyndte os at lave nogle andre opgaver til dem.

Dette billede fra Arusha giver et godt indtryk af markedsstemningen.

Dalla-dalla crash!

Jeg er ret imponeret over den maade de afrikanske kvinder baerer deres boern paa. Hvis det var mig, ville jeg vaere bange for at tabe det..!

En soed dreng fra Marangu!

Kulturforskelle og vores moede med Arusha

I sidste weekend tog vi til Arusha. Arusha er en stoerre by, der ligger ca. 100 km fra Marangu. Man maerker tydeligt at byen er stoerre, for det foerste fordi gadesaelgerne er meget mere aggressive og ikke forstaar et "sitaki asante", et hoefligt afslag, og for det andet fordi der er rigtige butikker, bagerier, supermarkeder og ikke kun boder og turistfaelder. Vi tog afsted fredag og hjem soendag, men vi kunne godt havde brugt en hel uge i byen. Umiddelbart kan byen ikke bruges til saa meget andet end en shoppingtur, hvilket er mere eller mindre generelt for Tanzania, der ikke har saerlig meget historie gemt i storslaende, majestaetiske bygningsvaerker eller omraader. Det man derimod faar i udbytte af et besoeg i landet, er en stemning, en atmosfaere og den smukke natur. Et nyt syn paa livet og et (maaske) gensyn med livets oprindelige betydning. Der er ikke saa meget stres og jag. Alt foregaar i et meget langsomt tempo. Pole pole, som de siger - take it easy! Dem der ikke faar en uddannelse enten paa universitetet eller (som andenprioritet) paa laererseminariet, ender med et job som taxichaufoer, gadesaelger, skosaelger eller noeddesaelger paa gaden, markedssaelger - hovedsageligt kvinder, eller maaske med et job som butiksmedarbejder i en butik med indiske indehavere. Naar man daser rundt paa deres stoevede byveje, passerer man de samme mennesker, der foreksempel saelger gamle secondhandsko. Maaske saelger de bare 2-3 par om dagen, en indkomst paa 2-3 tusind shillings der i danske penge svarer til 10 kroner! Forestil dig at du skulle sidde paa en stoevet vej og indaande en forurenet luft fra klokken 8 om morgenen til klokken 5 om eftermiddagen, 9 timer ialt, og det eneste du laver i det tidsrum, er at saelge 3 par sko! Ofte sidder de flere sammen med 5-20 par sko foran dem hver, saa helt alene er de ikke. Hvilken dansker ville kunne holde saadan en tilvaerelse ud?


Et andet eksempel paa en kulturel forskel:

Mens boernene i Danmark har svaert ved at bestemme, om de skal gaa til fodbold, svoemning, klaver - eller alle tre ting, render boernene i Tanzania rundt med en lille rund bold af plastikstykker, som de selv har lavet. I Arusha saa jeg en lille dreng, der havde lavet et dyr ud af et par pinde og nogle kapsler, som han traek efter sig i en snor. Og saa sidder lille Brian i Danmark og tuder over, at han ikke faar et stykke legetoej, hver gang han er ude at handle med mor. I Tanzania er der ikke noget der hedder klaverundervisning eller fodboldklubber, der moedes man bare, naar man har tid og spiller sammen, eller man laerer det fra de aeldre generationer.

Naa, men for at vende tilbage til Arusha, saa var det en god oplevelse, og en by vi nok vil vende tilbage til, da man kan faa trommeundervisning, lave sin egen tromme og komme ud og se en masai boma. Der ligger ogsaa et masaimarked 12 km uden for byen, som vi desvaerrre ikke naede at se paa denne tur. Det maa blive naeste gang!

Banandamer paa markedet i Marangu.

Et smukt vandfald i naerheden.

African time

Tid... At foelge et skema eller holde en aftale til et bestemt tidspunkt, er ikke helt det samme her som i Danmark. Surprised? I don't think so... Skal man moede klokken tre, er det ikke helt hen i vejret at komme kvart over eller halv fire. Vi har haft flere sjove (men ogsaa lidt tragiske) oplevelser med dette. Foreksempel er der en af de ialt tre ICT-undervisere paa colleget, der ikke har vaeret til nogen af sine timer! Lidt syret at taenke paa, og det bliver maerkeligt nok accepteret. Rygtet gaar paa, at han ikke toer bryde isen, men ville det gaa i Danmark..?! En af de foerste dage havde vi en anden sjov oplevelse, med vores engelske ven, Ken, der underviser i ICT. Det skal maaske lige tilfoejes i denne sammenhaeng, at skolens computere er doneret i et samarbejde mellem VSO og UNICEF. Ken er blevet sendt herned af hans organisation, VSO, for at undervise laererne, saa de kan indvie de studerende i computerens mangfoldighed. Naa, men for at vende tilbage til vores oplevelse... Vi sidder hjemme hos Ken og drikker en oel, efter han har vist os rundt paa markedet i Marangu Mtoni. Han modtager en sms fra en af hans coworkers, Alex (fra en anden organisation der ogsaa arbejder paa skolen). Han har aabenbart skrevet til ham, at han har time nu, og spurgt ham, om han har taenkt sig at blive vaek. Ken vaelger efter at have overvejet det - vaegtet for og imod - at sige: "Hmmm... I'm gonna say... Yes!". Det var ret komisk, at sidde der med ham, naar han af alle moralske grunde i verden burde staa i et klasselokale og undervise. Paa den anden side er det en livsbekraeftende del af kulturen, at tiden er boejelige, saa hvorfor skulle det vaeere anderledes paa en uddannelsesinstitution?