Vores hjem de naeste tre maaneder, Marangu Teacher's College




Den foeste aften, da vi kom hjem efter en rundtur i omraadet, fandt vi denne slange paa vores trappe!




Lidt tanzaniansk natur.

Habari!!

Noget man ikke kan komme uden om i Tanzania er at hilse. Det er simpelthen et vilkaar for at gebaerde sig i landet. Og det er altsaa ikke bare noget med hej eller goddag. Det er naermest en hel remse man skal kunne udenad med svar og modsvar, som kan variere fra tid til anden. Et godt ord at kunne er Habari, hvilket betyder hvordan har du det? Til det svarer man nzuri, der betyder Jeg har det fint tak. Hvis man kan det, er man godt paa vej imod at blive accepteret af den lokale befolkning. Kan man saa oven i koebet forstaa og udtale ordene karibu, hujambo, mambo, shikamoo m.m., og kender man deres modsvar, er man ganske paent stillet. Det er egentlig ikke svaert at udtale og stave ordene. Udfordringen ligger derimod i at kunne huske alle de ord, der paa ingen maade minder om ordene i vores eget sprog, engelsk eller andre sprog vi kender til. I vores sidste swahilitime laerte vi om ordsammensaetninger, hvordan man konstruerer et ord som foreksempel ninaitwa. Ninaitwa betyder jeg hedder. Ni betyder jeg, na angiver tiden (nutid) og itwa betyder hedder. Ninaitwa Michelli! Vores kiswahililaerer er helt fantastisk. Det er hende, der staar for vores program, og hun har taget os til sig som hendes egne boern. Hun har selv 2 drenge i tyveaarsalderen, og paastaar at hun nu har 3 piger og 4 drenge. Mama Damari, er i sandhed vores mor.. Og ikke den eneste! Der er ogsaa mama Juliet, der kommer med mad til os, og alle de andre kvinder, der i princippet kunne vaere vores mor udfra deres alder. Det er en anden side af kulturen, der ligesom traditionen med at hilse, har givet os en foelelse af at vaere velkomne og at hoere til. Lige meget hvem man henvender sig til, tiltaler man personen som et familiemedlem. Mama, baba, dada, kaka (mor, far, soester og bror).

KARIBU!! Welcome!!

Saa er jeg kommet til Tanzania, og jeg maa indroemme at det har vaeret noget af en omvaeltning. Jeg kan ikke helt forstaa, at jeg ikke har vaeret her i laengere tid end en uge, da jeg paa grund af de mange indtryk og oplevelser, har en foelelse af at have vaeret her i minumum en maaned! Tingene er meget anderledes her end i Danmark - hvilket ikke ligefrem kommer som noget chok. Alligevel er det ikke, som jeg havde forestillet mig, da jeg ankom til landet med den der generelle vesterlandske indstilling til udviklingslande, som man desvaerre ikke kan kaste fra sig foer man befinder sig i landet. Den tanzanianske befolkning er ikke blot en flok vilde mennesker, der lever af vand og groed, passer deres kvaeg og bor i lerhytter. Det er det nu ogsaa, hvilket vi oplevede, da vi koerte paa landevejene fra Nairobi i Kenya til Marangu i Tanzania. Der kan man virkelig snakke om fattigdom og usle leveforhold. Man studser lidt naar man gennem busruden ser en lille pige i tiaarsalderen rende rundt med en pind i haanden i en festkjole, der er helt snavset og stoevet, og som sikkert er hendes eneste stykke toej. Eller naar man i masaiomraadet ser en masai i hans fine roed og blaa ternede klaeder spadsere over steppen med sine kvaeg. Vi taeller trods alt aar 2007. Det man ser med oejnene er sikkert ogsaa kun den halv sandhed. For hvad kender vi, os vindueskiggere, der stjaeler et glimt af deres liv i forbifarten, til deres traditioner, kultur, sammenhold og visdom? Alt det, der gemmer sig paa den anden side af muren, i de blikke der udveksles, og de ord der stroemmer gennem den toere luft. Masaierne har et ord for os europaeere. Jeg kan ikke huske ordet paa kiswahili, men oversat til dansk betyder
det: dem der holder deres prutter inde. Hvordan det helt praecist skal forstaas, er jeg ikke helt klar over, men jeg kan forstille mig, at det har noget at goere med vores tilstrammede udseende og livsstil.

De varmere himmelstrøj kalder

...og det er blevet tid til eventyr!

Om ganske få dage, helt præcist tirsdag den 21. august, begiver jeg mig med min kæreste, Thomas og mine tre medstuderende fra Århus lærerseminarium, Sidsel, Linda og Claus til Tanzania i østafrika. Vi skal bo og studere i en lille landsby ved navn Marangu, der ligger cirka 40 km fra byen Moshi i det nordlige Tanzania.

Tanzania, vis navn er en sammentrækning af fastlandet Tanganyika og øen Zanzibar, afgrænses mod øst af det indiske ocean og grænser mod nord op til Kenya. Halvdelen af befolkningen er kristne og en tredjedel er muslimer. På Zanzibar dominerer islam totalt. Dog dyrkes de gamle afrikanske naturreligioner stadigvæk rundt omkring i landet - hovedsageligt på landet.

Mit mål med denne blog er gennem mine beretninger, at skabe et indtryk af landet og den afrikanske kultur på godt og ondt. Det vil være et mix af de erfaringer og oplevelser jeg får på Marangu Teacher College som studerende og praktikant, og de oplevelser og tanker jeg gør mig i mere personlige henseende som turist i et fjernt land. Hvilke kulturelle, pædagogiske og
sociologiske forskelle og ligheder vil jeg opdage?

Hvem der måtte have lyst er mere end velkommen til at skrive kommentarer, komme med hilsner eller spørgsmål.

Fra en kampklar Michelle

So long, soldiers!