Kwa heri!
lørdag den 8. december 2007
Mama Juliet
tirsdag den 4. december 2007
De sidste dage i Marangu
Den 20. november forlod vi Marangu og sagde farvel til et sted og nogle mennesker, der for os havde fungeret som et hjem og en familie. Det var med blandede foelelser, for vi var efterhaanden klar til at komme videre, men samtidigt var det trist at skulle sige farvel. Det har vaeret interessant at vaere afsted, og vi har faaet mange gode erfaringer til at tage med hjem i bagagen. Til tider har jeg foelt det var lidt meningsloest - at tiden ikke blev udnyttet maksimalt - men set i bagspejlet har vi laert noget om en kultur og et land og dets skolesystem, som man kun kan laere ved at leve og fungere i det. Naar det er sagt, glaeder jeg mig til at komme tilbage til seminariet hvor tingene trods alt er lidt mere organiserede og veltilrettelagte og niveauet en hel del hoejere.
Michelle
Michelle
mandag den 19. november 2007
Praktik på Darajarni Secondary School
Er man træt af, at der ikke er nok materialer og for mange elever pr. klasse i de danske folkeskoler, skulle man tage at prøve at undervise på en skole i Tanzania. Bare for at få det hele sat lidt i perspektiv. Man træder ind i en klasse med 45-55 elever, hvor de hver især har en blyant, 10 % af dem har en lineal og 5 % har en bog. De sidder der udelukkende, fordi de skal. I Danmark kan skolen godt forbindes med noget hyggeligt, lokalerne kan godt få et personligt præg, og når man tænker tilbage på sin skoletid, kan man godt komme i tanke om visse undervisningsforløb, som kan inspirere én nu, hvor man selv står bag katederet. Desværre tror jeg ikke, det er tilfældet i Tanzania. Det eneste der er at finde i de faldefærdige lokaler, er en tavle og et vist antal pulte og stole mindre end antallet af elever. Lærerne kommer umiddelbart kun, fordi de skal tjene penge, og eleverne kommer kun, fordi de skal have en uddannelse. Eller kommer de i det hele taget? Ofte har vi oplevet, at en lærer er udeblevet fra undervisningen af en uacceptabel årsag. Ofte har vi oplevet, at elever er udeblevet fra undervisningen, fordi de er blevet sat til at samle skrald, bære borde, gøre ærinder for en anden lærer eller lignende. Eleverne er vant til at blive taget med hård hånd, og deres forhold til autoriteter er farvet deraf. De kunne godt trænge til at opleve en vedkommende lærer, der ikke bare snakker volapyk og deler karakterer ud, men en der derimod vil dem det bedste og vil arbejde sammen med dem om deres dannelse. Derudover ville det hjælpe på deres motivation, hvis de selv fik mere ansvar for deres læring.
Forskellige former for straf er stadigvæk noget, der bliver praktiseret i skoler landet over. Selv kropslig afstraffelse til trods for, at det ifølge loven er ulovligt. Claus har flere gange hørt det ske og så det med egne øjne den sidste uge vi var her. Selv har jeg hverken hørt eller set det, men er slet ikke i tvivl om, at det finder sted, for flere af lærerne render rundt med en pind i hånden, og eftersom en pind ikke står nævnt under ”teaching/learing resources” i deres studieplan, går jeg udfra, den fungerer som et afstraffelsesinstrument. Uden deres autoritet ville lærerne få svært ved at holde styr på klasserne med de høje elevtal, da de ikke umiddelbart har et personligt forhold til eleverne. Claus og jeg observerede en matematiktime, inden vi selv begyndte at undervise, og hvad vi så var ikke andet en diktatorisk person ved tavlen og nogle tilhørere, der pænt sagde ja og nej, rejste sig når de blev spurgt om noget, og fik klapsalver af de andre elever, når læreren beordrede det. Da vi selv begyndte at undervise, fandt jeg hurtigt ud af, at størstedelen af eleverne ikke kunne løse de opgaver, de blev stillet, og efter et stykke tid, hvor jeg havde gjort det tydeligt for dem, at det var i orden at spørge og ikke forstå, begyndte mange af dem at bede mig om hjælp. For det er svært, det stof de skal kunne. Det er matematik på gymnasieniveau, og deres hjerner er slet ikke udviklet til at forstå det. Slet ikke når de mangler forståelse for den grundlæggende matematik, man i Danmark lærer på begyndertrinnet, f.eks. hvordan en lineal fungerer og senere i skoletiden, hvordan man regner med negative tal.
Matematik
Jeg forsøgte at gøre undervisningen personlig, at inddrage eleverne bl.a. ved at få dem op til tavlen. Det havde de absolut ikke lyst til i starten, men til sidst opfordrede de selv til det. Jeg lavede gruppearbejde med dem, som var en helt ny arbejdsform for dem, og gav dem opgaver, der var relateret til virkeligheden. Det eneste materiale skolen lå inde med, var en bog, der indeholdte teori, eksempler, opgaver og løsninger, og der blev lagt op til, at vi fulgte den. Jeg begyndte med at undervise i ”koordinat geometri” og i den sidste uge startede jeg op på ”Reelle tal”.
50 elever er alt for mange at holde styr på, og det er umuligt at motivere dem alle. Derfor valgte jeg rimelig tidligt i forløbet, særligt når der blev lavet opgaver, at fokusere på de elever, der havde lyst til at lære matematik, dem der spurgte om hjælp, i stedet for dem der lagde bogen fra sig, så snart jeg havde passeret dem. Jeg forsøgte at give eleverne en fornemmelse af, at de ikke skulle sidde i klassen for min skyld, men for deres egen – for at lære noget. Jeg ville ikke presse dem til at lave matematik, men jeg forlangte ro i klassen, når der skulle laves opgaver, så dem der ville lave matematik havde mulighed for det.
Undervisningens mål:
Mit mål med undervisningen var, efter at have overværet en time med en af lærerne på Darajarni, at give eleverne en ansvarsfølelse for deres læring og succesoplevelser med matematik. At gøre eleverne til en del af undervisningen. At vise dem, at matematik kan benyttes i hverdagen til at beregne nyttige ting. Gennem forskellige pædagogiske undervisningsmetoder, at fange elevernes interesse og at gøre matematik forståeligt, på andre måder end gennem sprog (der tydeligvis var en hindring for os).
Den sidste dag jeg skulle undervise, stod elevernes normale lærer i klassen, da jeg kom ind. Vi aftalte, at han fortsatte med undervisningen, så jeg kunne observere ham. Observationen var meget interessant. Eleverne var meget mere stille i hans time, han var pænere klædt end mig og havde en suveræn tavleorden. Lige præcis de ting der kræves af en lærer i Tanzania. Men kunne eleverne ikke forstå stoffet, fik de ikke hjælp, de turde ikke stille spørgsmål, og under opgaveløsning gik han rundt mellem dem, og bad dem sætte farten op, skrive i de rigtige bøger og lignende. Det mærkedes tydeligt, at eleverne ikke var motiveret af lyst men af frygt for, hvad han kunne finde på, hvis de ikke var hurtige nok, hvis de ikke svarede, når de blev spurgt, hvis de ikke hørte efter og så videre.
Det har været en meget interessant og lærerig praktik, der har stillet mange krav til mine pædagogiske evner og kreativitet.
Billedkunst
Billedkunst er et stykke for sig, fordi det egentlig ikke er et undervisningsfag på skolen. Jeg fik lov til at oprette et frivilligt billedkunsthold efter skoletid for 20 elever. Det var mest et hyggefag både for mig og eleverne, og selvom jeg prøvede at gøre det mere fagligt, var sproget en stor hindring. Eleverne havde svært ved at sætte sig ind i min tankegang og forstå, at der skulle være en mening, med det de lavede. Det de egentlig kom for var at tegne. Så det fik de også lov til – selvfølgelig med visse restrektioner og med vejledning fra mig.
Jeg lavede et forløb om mennesket, som jeg selv er meget optaget af for tiden. Jeg satte fokus på ansigtet – dele i ansigtet, udtryk, og i forbindelse med udtryk symbolik, farver og følelser. Den første dag lavede eleverne mapper, og jeg bad dem skrive ned hvorfor de kunne lide at tegne. Derefter arbejdede de sammen to og to om at skrive en historie og lave en tegning til med pind og frugtfarve, for bare lige at få startet faget op. Gangen efter lavede jeg en tretrinsraket, hvor eleverne først skulle tegne eksempelvis et øre, som de huskede det (efter at vi sammen havde snakket om detaljerne ved et øre - skygger, form, farveforskelle, tykkelsesforskelle, huden). Dernæst skulle de gå sammen to og to og tegne deres partners øre uden at kigge på papiret, men ved at fokusere og bringe al deres opmærksomhed mod deres motiv. Flere af eleverne – for ikke at sige dem alle – havde svært ved ikke at ”snyde”. Til sidst skulle de igen tegne deres partners øre, men denne gang måtte de både kigge ned på papiret og på deres motiv. Dette gjorde vi to undervisningsgange med henholdsvis øje og øre, næse og mund. Gangen efter var det meningen, at eleverne selv skulle havde medbragt et billede af et ansigt, der sagde dem noget – et udtryk der talte til dem. Men tilfældet ville, at de fleste ikke havde det med, så i stedet for tegnede vi croquis. Dette havde jeg planlagt som det næste lille forløb, for at eleverne ikke skulle gå helt kolde i detaljerne, og for at se på hele figuren, på helheden/formen som et modspil til detaljen. Eleverne stod på skift model for hinanden og motivet blev mere og mere kompliceret i takt med at tiden blev forøget. Gangen efter arbejdede vi med hele ansigtet. Først snakkede vi om forskellige udtryk. Vi tildelte billederne en farve, der skulle symbolisere personens humør eller sindsstemning. Derefter tegnede eleverne portrætter med den farve, billedet var blevet tildelt. Jeg tvivler lidt på, at de helt forstod hvorfor, men jeg tror, at det i Danmark vil være lettere at gennemføre – både for mig og for eleverne. I alle timerne gik jeg rundt og gav eleverne individuel vejledning, og enkelte gange snakkede vi samlet om nogle af billederne. Nogle af eleverne kom op og fortalte om/viste deres resultat. Eleverne arbejdede meget koncentreret, flere mere end andre, og det var glædeligt at se deres begejstring for faget – den samme begejstring jeg selv føler, når jeg er optaget af at tegne. Det var svært at bestemme elevernes alder og udviklingsmæssige niveau, og derfor hvor kompliceret og dybdegående undervisningen skulle være. Nedenfor følger et skema af undervisningsforløbet.
Undervisningens mål:
Min plan var, at vise eleverne forskellige metoder, som de selv kan praktisere i deres fritid, og som ikke kræver så mange materialer.
At give dem inspiration og selvtillid inden for tegnekunsten.
At give dem en forståelse for detaljer (og helhed) og forbedre deres præcision.
At vise dem hvordan symbolik kan bruges.
Selvom undervisningen ikke blev helt så faglig, som jeg havde håbet, føler jeg, at udbyttet både for mig selv og mine elever var stort. Jeg så, at nogle elever havde lavet croquistegninger i deres fritid og brugt andre af de metoder, jeg havde lært dem, nogle elever kom efter den sidste time og spurgte, om jeg havde nogle kunstbøger på engelsk - som jeg desværre måtte sige nej til, eleverne var fordybet i deres arbejde i timerne og flere blikke viste mig deres taknemmelighed.
Tanzania's skolesystem
Efter et evaluerende møde med rektor fik jeg sat nogle ting på plads angående Tanzania’s skolesystem.
Engelsk eller Swahili?
Årsagen til, at undervisningssproget er engelsk, er, at landets undervinsingsmaterialer og bøger efter kolonitiden er på engelsk. For at børn skal kunne tale med de mennesker omkring dem, blev det senere besluttet, at børn skulle lære swahili og undervises på swahili i primary school. Desværre giver det problemer, når de så starter på secondary school, hvor undervisningssproget er engelsk.
Betale for undervisning?
Efter landet blev uafhængigt, fik præsident Nyerere gennemført, at al undervisning skulle være gratis. Desværre viste det sig at blive for dyrt, og regeringen besluttede derfor, at forældre skulle være med til at betale for deres børns skolegang. Da flere familier ikke har råd til at betale, er det ikke alle børn, der har mulighed for at få en uddannelse.
Flere skoler?
For at få eleverne til at fortsætte med secondary schoool efter primary school, er flere primary schools begyndt at bygge secondary schools til deres skoler. Desværre kan der ikke uddannes flere lærere proportionelt med at antallet af skoler vokser, og der er derfor mangel på lærere.
Engelsk eller Swahili?
Årsagen til, at undervisningssproget er engelsk, er, at landets undervinsingsmaterialer og bøger efter kolonitiden er på engelsk. For at børn skal kunne tale med de mennesker omkring dem, blev det senere besluttet, at børn skulle lære swahili og undervises på swahili i primary school. Desværre giver det problemer, når de så starter på secondary school, hvor undervisningssproget er engelsk.
Betale for undervisning?
Efter landet blev uafhængigt, fik præsident Nyerere gennemført, at al undervisning skulle være gratis. Desværre viste det sig at blive for dyrt, og regeringen besluttede derfor, at forældre skulle være med til at betale for deres børns skolegang. Da flere familier ikke har råd til at betale, er det ikke alle børn, der har mulighed for at få en uddannelse.
Flere skoler?
For at få eleverne til at fortsætte med secondary schoool efter primary school, er flere primary schools begyndt at bygge secondary schools til deres skoler. Desværre kan der ikke uddannes flere lærere proportionelt med at antallet af skoler vokser, og der er derfor mangel på lærere.
søndag den 18. november 2007
Undervisningen på Marangu Teacher’s College
Inden praktikken begyndte, deltog vi i nogle undervisningstimer på colleget. Der var ikke et fast program for, hvad vi skulle have, så vi valgte de timer, der minder mest om dem, vi har på seminariet derhjemme. Den første time jeg deltog i var ”Foundation of education”. For alle e gælder det, at undervisningen skal foregå på engelsk, men denne time forgik hovedsageligt på swahili, da underviseren ikke var kompetent nok til engelsk. Timen mindede om et foredrag, hvor de studerende blev belært om Platons teorier indenfor undervisningsområdet, om at enhver borger skal undervises udfra hans/hendes individuelle kunnen. Derefter blev de indviet i Maria Montessori’s ideer om, at børn skal belønnes og straffes, at de er glade for gentagelser og orden, og at de kan holde koncentrationen, når de er interesseret i det, de laver. Indholdet i undervisningen var i og for sig meget godt, men jeg synes, der manglede en sammenhæng og en sammenkobling mellem de to filosoffer og mellem underviseren og de studerende. På holdet var der ca. 70 studerende samlet i et auditorium med en dårlig akustik. 20-25 af eleverne kom dumpende en halv time inde i timen, så der gik lang tid, inden der var ro i lokalet. Det undrede mig meget, at de bare kom ind på den måde og at det blev accepteret, men jeg har efter 3 måneder i landet erfaret, at det bare er sådan mentaliteten er.
Jeg deltog også i en religionstime. I religionstimerne er de studerende delt ind udfra deres religiøse standpunkt. Kristne for sig og muslimer for sig. Timen, en religionstime for katolikker, blev indledt med en sang og en bøn, hvorefter der blev diskuteret ægteskab. En studerende indledte diskussionen med nogle spørgsmål, han havde skrevet op på tavlen, og underviseren spædede til. Der var en rigtig god stemning i lokalet og læreren var humoristisk og vedkommende, men igen foregik det meste på swahili. Problemet med dette er, at de studerende selv skal undervise på engelsk som færdiguddannede, og det er derfor nødvendigt, at de får praktiseret sproget. Det kan så diskuteres hvor smart det er, at engelsk er deres hovedsprog, når det ikke er det sprog, befolkningen taler indbyrdes. Og samtidigt, når underviserne ikke behersker sproget til fulde, hvordan skal eleverne så lære det? At de studerende er delt ind efter deres religiøse standpunkt, er både godt og skidt. Grunden til det og det største argument for er, at de skal have lov til have deres tro og praktisere den. Da religion er en stor del af en tanzanianers liv, er det vigtigt, at de har mulighed for at dyrke den. Bagsiden af medaljen er, at de ikke lærer noget om andre religioner, og at undervisningen ikke har udblik mod verden. Men eftersom der findes mange forskellige trosretninger i landet og de lever sammen i bedste velgående, er det måske ikke helt så nødvendigt for dem som det for eksempel er for os, at lære om det i skolen.
”General study” er et andet fag på colleget. Den time jeg deltog i her foregik hovedsageligt på engelsk. Timen handlede om demokrati og demokratiske valg i Tanzania, og læreren var meget i dialog med eleverne, så på en måde virkede det næsten som at sidde i en dansk klasse og overvære en time.
Den sidste time jeg deltog i var ”Curriculum”. Underviseren var Stella, der er en af de kvinder, der laver mad til os. Hun er en af de yngre lærere på stedet og hendes undervisningsform var præget af dette. Der var system i hendes undervisning, en udvikling og et mål. De studerende skulle selv komme med svarerne, og kunne de ikke svare med det samme, fik de lov til at snakke sammen med sidemanden i et par minutter. Denne time var arrangeret af Stella, fordi jeg havde spurgt, om jeg måtte overvære en af hendes timer. Det var ikke hendes egen klasse, og de studerende skulle egentligt have haft ”Foundation og education”! Det var rigtig spændende at se hende undervise, men havde jeg vidst, at hun ville ordne det på den måde, havde jeg nok ikke spurgt hende. Da der var ca. 20 minutter tilbage af timen kom deres ”Foundation of education”-lærer ind og overtog undervisningen. De studerende havde i sidste time arbejdet i grupper og skulle nu fremlægge deres arbejde for resten af klassen. Jeg lyste helt op, da jeg hørte dette, men efter at havde set den første fremlæggelse, mistede jeg modet. Èn fra gruppen stillede sig op ved tavlen, hev et stykke papir frem og begyndte at læse op på et gebrokkent engelsk. Sådan fortsatte 4 kedelige, lange fremlæggelser, og herefter sluttede timen.
For lige at opsummere…
Det ser ud som om, at der er ved at komme undervisnings- og arbejdsmetoder fra den vestlige verden ind i undervisningen på colleget, og at det pædagogiske og didaktiske syn er ved at ændre sig. Jeg håber udviklingen vil fortsætte og sprede sig til folkeskolerne, og at de på et tidspunkt også vil kunne forstå og se, hvorfor disse metoder fungere bedre end den gammeldags tanke om det ulige forhold mellem lærer og elev. Eleverne skal selv tage mere ansvar for deres læring og motivationen skal bl.a. komme fra lærerne – ikke af tvang, men af lyst. Det er dog set med mine øjne vigtigt, at de forstår metoderne og pædagogikken bag, så det ikke bliver overfladisk. Den generelle opfattelse hernede er nemlig, at når tingene ser fint ud på overfladen, så er alting godt. Men det er og vil i længden blive et problem, når det viser sig, at virkeligheden er en helt anden. F.eks. har regeringen lavet fællesmål for skolens fag, men målene er sat alt for højt, i forhold til hvad elever og lærere er i stand til at opnå. Derfor underviste jeg i praktikken i matematik på gymnasieniveau, i en klasse hvor kun 20% kunne forstå indholdet! Det er ikke vejen frem mod succes – hverken for elever, lærere, regeringen eller landet som helhed. Derfor er det vigtigt, at de starter på det niveau, de er på nu, og ikke prøver på at følge med vesten, der i øvrigt også er for hurtig for sig selv. Og så burde regeringen overveje om undervisningssproget ikke burde være swahili, så eleverne kunne forstå, hvad der blev sagt.
Amen.
Jeg deltog også i en religionstime. I religionstimerne er de studerende delt ind udfra deres religiøse standpunkt. Kristne for sig og muslimer for sig. Timen, en religionstime for katolikker, blev indledt med en sang og en bøn, hvorefter der blev diskuteret ægteskab. En studerende indledte diskussionen med nogle spørgsmål, han havde skrevet op på tavlen, og underviseren spædede til. Der var en rigtig god stemning i lokalet og læreren var humoristisk og vedkommende, men igen foregik det meste på swahili. Problemet med dette er, at de studerende selv skal undervise på engelsk som færdiguddannede, og det er derfor nødvendigt, at de får praktiseret sproget. Det kan så diskuteres hvor smart det er, at engelsk er deres hovedsprog, når det ikke er det sprog, befolkningen taler indbyrdes. Og samtidigt, når underviserne ikke behersker sproget til fulde, hvordan skal eleverne så lære det? At de studerende er delt ind efter deres religiøse standpunkt, er både godt og skidt. Grunden til det og det største argument for er, at de skal have lov til have deres tro og praktisere den. Da religion er en stor del af en tanzanianers liv, er det vigtigt, at de har mulighed for at dyrke den. Bagsiden af medaljen er, at de ikke lærer noget om andre religioner, og at undervisningen ikke har udblik mod verden. Men eftersom der findes mange forskellige trosretninger i landet og de lever sammen i bedste velgående, er det måske ikke helt så nødvendigt for dem som det for eksempel er for os, at lære om det i skolen.
”General study” er et andet fag på colleget. Den time jeg deltog i her foregik hovedsageligt på engelsk. Timen handlede om demokrati og demokratiske valg i Tanzania, og læreren var meget i dialog med eleverne, så på en måde virkede det næsten som at sidde i en dansk klasse og overvære en time.
Den sidste time jeg deltog i var ”Curriculum”. Underviseren var Stella, der er en af de kvinder, der laver mad til os. Hun er en af de yngre lærere på stedet og hendes undervisningsform var præget af dette. Der var system i hendes undervisning, en udvikling og et mål. De studerende skulle selv komme med svarerne, og kunne de ikke svare med det samme, fik de lov til at snakke sammen med sidemanden i et par minutter. Denne time var arrangeret af Stella, fordi jeg havde spurgt, om jeg måtte overvære en af hendes timer. Det var ikke hendes egen klasse, og de studerende skulle egentligt have haft ”Foundation og education”! Det var rigtig spændende at se hende undervise, men havde jeg vidst, at hun ville ordne det på den måde, havde jeg nok ikke spurgt hende. Da der var ca. 20 minutter tilbage af timen kom deres ”Foundation of education”-lærer ind og overtog undervisningen. De studerende havde i sidste time arbejdet i grupper og skulle nu fremlægge deres arbejde for resten af klassen. Jeg lyste helt op, da jeg hørte dette, men efter at havde set den første fremlæggelse, mistede jeg modet. Èn fra gruppen stillede sig op ved tavlen, hev et stykke papir frem og begyndte at læse op på et gebrokkent engelsk. Sådan fortsatte 4 kedelige, lange fremlæggelser, og herefter sluttede timen.
For lige at opsummere…
Det ser ud som om, at der er ved at komme undervisnings- og arbejdsmetoder fra den vestlige verden ind i undervisningen på colleget, og at det pædagogiske og didaktiske syn er ved at ændre sig. Jeg håber udviklingen vil fortsætte og sprede sig til folkeskolerne, og at de på et tidspunkt også vil kunne forstå og se, hvorfor disse metoder fungere bedre end den gammeldags tanke om det ulige forhold mellem lærer og elev. Eleverne skal selv tage mere ansvar for deres læring og motivationen skal bl.a. komme fra lærerne – ikke af tvang, men af lyst. Det er dog set med mine øjne vigtigt, at de forstår metoderne og pædagogikken bag, så det ikke bliver overfladisk. Den generelle opfattelse hernede er nemlig, at når tingene ser fint ud på overfladen, så er alting godt. Men det er og vil i længden blive et problem, når det viser sig, at virkeligheden er en helt anden. F.eks. har regeringen lavet fællesmål for skolens fag, men målene er sat alt for højt, i forhold til hvad elever og lærere er i stand til at opnå. Derfor underviste jeg i praktikken i matematik på gymnasieniveau, i en klasse hvor kun 20% kunne forstå indholdet! Det er ikke vejen frem mod succes – hverken for elever, lærere, regeringen eller landet som helhed. Derfor er det vigtigt, at de starter på det niveau, de er på nu, og ikke prøver på at følge med vesten, der i øvrigt også er for hurtig for sig selv. Og så burde regeringen overveje om undervisningssproget ikke burde være swahili, så eleverne kunne forstå, hvad der blev sagt.
Amen.
mandag den 29. oktober 2007
Og saa lige de sidste. ;)
Vores leder-guide og mig nede ved gaten igen.
Paa toppen af Kilimanjaro!
Solopgang ved Gilman's point.
Over skyerne.
Billeder fra Kilimanjaro
To be continued...
Lidt blomsterliv.
Lidt dyreliv.
Vores guide, Herman.
Holdet klar til take off.Kilimanjaro trekkingtur
Jeg er blevet bedt om at kaste et indlaeg om vores bjergvandring, so here goes... Det var en helt speciel oplevelse, som jeg sent vil glemme! Claus, Linda, Sidsel og jeg var afsted med 8 studerende fra college. Ved at udgive os for at vaere geografilaerere slap vi for at betale park fees som er den stoerste del af det beloeb man betaler for turen. Til gengaeld betalte vi mad, guides, porters, drikkepenge osv. for baade os selv og de studerende. Turen startede torsdag middag ved Marangu gate der ligger i 1860 meters hoejde. Den foerste dag gik vi igennem regnskov i 8 km i cirka 4 timer til Mandara Hut, der ligger i 2774 meters hoejde. Efter et hvil tog vi paa en lille udflugt til Maundi Crater, hvorfra vi havde en rigtig smuk udsigt ud over bjerget.
Efter en tidlig morgenmad fredag begav vi os videre (15 km) mod Horombo Hut. Vi gik igennem slette og hede omraade og kunne efter godt og vel 5-6 timer kigge ned paa hytterne, der ligger i en lille dal i 3720 meters hoejde. Her blev vi inkvarteret i en 2-delt traehytte med 6 senge i hvert rum. Vi kunne virkelig maerke, at vi var paa vej op mod en kold top, isaer efter solen gik ned. Igen loerdag maatte vi tidligt op og fortsaette vores vandring mod Kibo Hut, der er det sidste overnatningssted paa turen. Kibo Hut ligger i 4703 meters hoejde, og det er isaer paa denne straekning at mange begynder at maerke symptomerne for hoejdesygen. Selv maerkede jeg ikke noget til det - paa dette tidspunkt - dels fordi vores guide soergede for, at vi gik meget langsomt, og delt fordi vi havde forberedt os ved at tage diamox (hoejdesygepiller). Der er 13 km fra Horombo til Kibo og vi bevaegede os gennem hede og oerken. Der var pisse kold i oerkenen paa den sidste straekning, hvor vi spiste vores madpakker. Paa denne dags vandring er Mawenzi, en anden af Kilimanjaros toppe saerlig tydelig og tordner sig op i det fjerne som en moerk borg. Paa Kibo var der ekstremt koldt, og vi maatte benytte os af alt det ekstra udstyr og toej, vi havde med for at holde varmen, handsker, huer, halstoerklaeder, lange underbukser... Det var enormt dejligt at indtage den varme suppe til aftensmad i den kolde spise sal, hvor man bare sad og rystede over hele kroppen og klaprede taender. Om man havde lyst til at gaa paa toilet om natten..? NIX!
Nu begynder det at blive interessant, for det sidste stykke var en lang krampetraekning. Vi begyndte klokken 00.30-01.00 om natten, saa det var ikke meget soevn vi naede at faa, og det var en haard, kold og anstrengende nat op af kibo. Vi gik i en lang raekke efter hinanden i et meget langsomt tempo med vores stav i haanden (som gamle mennesker paa stavgangstur), og det eneste jeg koncentrerede mig om, var de mennesker, der var omkring mig, den fantastisk funklende stjernehimmel og bjergtoppenes silhuetter (som jeg mistede interessen for efter 2 timer!), min vejrtraekning og Thomas... Det var ikke saerlig slemt i starten, men efterhaanden som vi kom laengere op og folk begyndte at falde fra og faa det daarligt, blev det haardt. Vi havde nogle stop undervejs for at drikke vand og spise lidt, men det sidste stykke var et sejt traek, op da vi til sidst kun havde 1 guide tilbage ud af 5 til at tage sig af 8 mennesker, maatte vi foelge hinanden og stoppe op i den bidende kulde, naar nogen havde behov for det. Paa et tidspunkt satte vores guide farten en anelse op, og jeg begyndte at faa svaert ved at fokusere og blev mere og mere svimmel. Til sidst var det saa slemt, at det nu var mig der maatte stoppe op, saette mig ned og faa serveret lidt vand og noget broed. Jeg var helt afkraeftet, froes forbandet meget og kunne ikke baere min egen stav, saa guiden tog baade min rygsaek og min stav og vi fortsatte laengere op af bjerget. Der var nu nogle af de bagerste, der maatte stoppe op, og guiden bad os forstaette alene, men da der ikke var nogen egentlig sti, var det lidt svaert, og Linda begyndte at hyperventilere, fordi vi nu var alene. Sikke et cirkus det efterhaanden udviklede sig til. 4 tanzanianske studerende, mig og Linda der paa hver sin maade kaempede sig vej gennem klippesten og grus for at overvinde angst, kulde, svimmelhed, mavepine, traethed og hvad vi nu hver isaer kaempede med. Guiden kom tilbage til os med de to studerende og Linda kunne traekke vejret normalt. Paa grund af den anstrengende kamp op af den ikke eksisterende sti, var jeg nu selv begyndt at faa det lidt skidt igen, men jeg fik vand og broed, satte tempoet ned og fik det bedre. Jeg gik nu forrest bag ved guiden, da en studerende laengere nede havde brug for hjaelp, saa han bad mig om at lede vejen. Igen bliv Linda nervoes og hyperventilerede, men overvandt frygten. Vi fortsatte op over sten, der saa smaat begyndte at blive saa store, at vi maatte klatre paa dem. Til sidst da solen begyndte at staa op naaede vi Gilmans point, der ligger i 5685 meters hoejde. For mange er dette et maal i sig selv, men vi skulle selvfoelgelig hele vejen til Uhuru peak, naar vi nu var der og havde kraefterne til det. Der var en fantastisk udsigt mod oest fra Gilmans Point mod Mawenzi, der stod staerk og knejsende foran en gylden orange stribe. Vendte man sig om kunne man se vejen mod uhuru peak med sne og is paa siderne. Efter godt og vel en times vandring stod vi med kameraet fremme paa Kilimanjaros hoejeste punkt som uafhaengige mennesker (uhuru er swahili for independent!). Helt fantastisk!
Det var selvfoelgelig en fed oplevelse, at staa paa toppen, men det var nu ogsaa en stor oplevelse at se det foranderlige landskab fra bunden til toppen og ned igen. Nedstigningen blev klaret paa to dage - den samme dag vi naaede toppen og dagen efter. Vores guider ville gerne havde os hurtigt ned, og vi ville gerne hurtigt hjem, hvor vi kunne traekke vejret normalt og jeg kunne se Thomas igen. :)
Efter en tidlig morgenmad fredag begav vi os videre (15 km) mod Horombo Hut. Vi gik igennem slette og hede omraade og kunne efter godt og vel 5-6 timer kigge ned paa hytterne, der ligger i en lille dal i 3720 meters hoejde. Her blev vi inkvarteret i en 2-delt traehytte med 6 senge i hvert rum. Vi kunne virkelig maerke, at vi var paa vej op mod en kold top, isaer efter solen gik ned. Igen loerdag maatte vi tidligt op og fortsaette vores vandring mod Kibo Hut, der er det sidste overnatningssted paa turen. Kibo Hut ligger i 4703 meters hoejde, og det er isaer paa denne straekning at mange begynder at maerke symptomerne for hoejdesygen. Selv maerkede jeg ikke noget til det - paa dette tidspunkt - dels fordi vores guide soergede for, at vi gik meget langsomt, og delt fordi vi havde forberedt os ved at tage diamox (hoejdesygepiller). Der er 13 km fra Horombo til Kibo og vi bevaegede os gennem hede og oerken. Der var pisse kold i oerkenen paa den sidste straekning, hvor vi spiste vores madpakker. Paa denne dags vandring er Mawenzi, en anden af Kilimanjaros toppe saerlig tydelig og tordner sig op i det fjerne som en moerk borg. Paa Kibo var der ekstremt koldt, og vi maatte benytte os af alt det ekstra udstyr og toej, vi havde med for at holde varmen, handsker, huer, halstoerklaeder, lange underbukser... Det var enormt dejligt at indtage den varme suppe til aftensmad i den kolde spise sal, hvor man bare sad og rystede over hele kroppen og klaprede taender. Om man havde lyst til at gaa paa toilet om natten..? NIX!
Nu begynder det at blive interessant, for det sidste stykke var en lang krampetraekning. Vi begyndte klokken 00.30-01.00 om natten, saa det var ikke meget soevn vi naede at faa, og det var en haard, kold og anstrengende nat op af kibo. Vi gik i en lang raekke efter hinanden i et meget langsomt tempo med vores stav i haanden (som gamle mennesker paa stavgangstur), og det eneste jeg koncentrerede mig om, var de mennesker, der var omkring mig, den fantastisk funklende stjernehimmel og bjergtoppenes silhuetter (som jeg mistede interessen for efter 2 timer!), min vejrtraekning og Thomas... Det var ikke saerlig slemt i starten, men efterhaanden som vi kom laengere op og folk begyndte at falde fra og faa det daarligt, blev det haardt. Vi havde nogle stop undervejs for at drikke vand og spise lidt, men det sidste stykke var et sejt traek, op da vi til sidst kun havde 1 guide tilbage ud af 5 til at tage sig af 8 mennesker, maatte vi foelge hinanden og stoppe op i den bidende kulde, naar nogen havde behov for det. Paa et tidspunkt satte vores guide farten en anelse op, og jeg begyndte at faa svaert ved at fokusere og blev mere og mere svimmel. Til sidst var det saa slemt, at det nu var mig der maatte stoppe op, saette mig ned og faa serveret lidt vand og noget broed. Jeg var helt afkraeftet, froes forbandet meget og kunne ikke baere min egen stav, saa guiden tog baade min rygsaek og min stav og vi fortsatte laengere op af bjerget. Der var nu nogle af de bagerste, der maatte stoppe op, og guiden bad os forstaette alene, men da der ikke var nogen egentlig sti, var det lidt svaert, og Linda begyndte at hyperventilere, fordi vi nu var alene. Sikke et cirkus det efterhaanden udviklede sig til. 4 tanzanianske studerende, mig og Linda der paa hver sin maade kaempede sig vej gennem klippesten og grus for at overvinde angst, kulde, svimmelhed, mavepine, traethed og hvad vi nu hver isaer kaempede med. Guiden kom tilbage til os med de to studerende og Linda kunne traekke vejret normalt. Paa grund af den anstrengende kamp op af den ikke eksisterende sti, var jeg nu selv begyndt at faa det lidt skidt igen, men jeg fik vand og broed, satte tempoet ned og fik det bedre. Jeg gik nu forrest bag ved guiden, da en studerende laengere nede havde brug for hjaelp, saa han bad mig om at lede vejen. Igen bliv Linda nervoes og hyperventilerede, men overvandt frygten. Vi fortsatte op over sten, der saa smaat begyndte at blive saa store, at vi maatte klatre paa dem. Til sidst da solen begyndte at staa op naaede vi Gilmans point, der ligger i 5685 meters hoejde. For mange er dette et maal i sig selv, men vi skulle selvfoelgelig hele vejen til Uhuru peak, naar vi nu var der og havde kraefterne til det. Der var en fantastisk udsigt mod oest fra Gilmans Point mod Mawenzi, der stod staerk og knejsende foran en gylden orange stribe. Vendte man sig om kunne man se vejen mod uhuru peak med sne og is paa siderne. Efter godt og vel en times vandring stod vi med kameraet fremme paa Kilimanjaros hoejeste punkt som uafhaengige mennesker (uhuru er swahili for independent!). Helt fantastisk!
Det var selvfoelgelig en fed oplevelse, at staa paa toppen, men det var nu ogsaa en stor oplevelse at se det foranderlige landskab fra bunden til toppen og ned igen. Nedstigningen blev klaret paa to dage - den samme dag vi naaede toppen og dagen efter. Vores guider ville gerne havde os hurtigt ned, og vi ville gerne hurtigt hjem, hvor vi kunne traekke vejret normalt og jeg kunne se Thomas igen. :)
søndag den 28. oktober 2007
Billeder fra hverdag og alting
Paa Via Via i Arusha. Her finder man kontakterne, hvis man vil lave tromme, paa trommekursus, se en masai boma...
Efter en aften i byen med Peter.
Thomas i en fin ny skjorte efter en markedsdag!
Et moment fra festen...
Thomas og jeg laver med til Claus' foedsesldags-surprise-party med assistance fra Doreen.
Claus' 28-aars foedselsdag den 19. september.
Fra it-undervisningen.
Claus vasker op i vores so called "koekken". Et bord, en vask og et koeleskab ville ikke skade.
Fra vores indflytterfest i august.Livet i "the guest wing"
Det er vist paa tide, at jeg fortaeller lidt om vores leveforhold hernede. Vi bor i ”the guest wing”, en bygning der ligger lige ved siden af hovedbygningen, og har fra vores vinduer udsigt til seminariets dejlige, groenne have med friskt graes, blomster og en masse forskellige traeer, der har en fantastisk symetri over sig. 2 gange om ugen bliver haven gjort i stand og vandet af de studerende, saa der bliver passet rigtig godt paa den, men p.ga. denne lille happening, er der ikke vand i vores haner onsdag og loerdag morgen til over middag. Det har vi dog efterhaanden vaennet os til nu! Det glaeder mig rigtig meget, at den bliver holdt ved lige, for det er der mange andre ting hernede, der ikke bliver. F.eks. skolens bygninger, der godt kunne traenge til en omgang maling og rustfjerner. Det er faktisk helt generelt for landet, i hvert fald i de omraader vi har vaeret. Det er naesten lige meget hvad det er: offentlige bygninger, veje, private hus og haver, toej m.m.: med mindre det er helt slemt bliver tingene ikke repareret, og jeg har paa fornemmelsen at det har mindst lige saa meget at goere med menneskelig dovenskab som den oekonomiske tilstand. Det kan godt aergre mig lidt...
Naa, men tilbage til boligen. Vi har et lille kammer hver og et rummeligt faellesrum med en sofagruppe, et spisebord og et studiebord. Vi har selv soerget for arrangementet, for da vi kom var bordene stillet meget autoritivt an, saa vi spurgte paent, om vi maatte omrokere lidt og fik lov. Stilen er blomstrede dugge og daekservietter, store buketter af kunstige blomster og billeder af steder fra pakistan... Gardinerne er ogsaa blomstrede og ligeledes er det brune sofa- og stolebetraek. Sommetider foeles det som om vi bor paa en banegaard, for der render konstant mennesker rundt herinde, enten for at goere rent, komme med mad, hoere hvordan vi har det osv... For dem er det ren hoeflighed, men en europaere som mig har nu sommetider brug for lidt tid alene, og naar man i forvejen bor sammen med 4 andre mennesker, reducerer det ens privat liv ned til ingenting. Men, men... Det er altsammen en del af oplevelsen af kulturen.
Den mad vi faar serveret hernede, har vi doebt ”det samme” og ikke uden grund! ”Det samme” bestaar af ris, pasta/kartoffelmos, groentsagssovs og en slags koed, der varierer fra tid til anden. Det er nu ikke naer saa ensformigt nu som i starten, og vi har ogsaa smagt forskellige traditionelle stammeretter hvilket har vaeret meget interessant. Bananer er de specialister i at kokerere, og kan faa dem til at smage af hvad som helst! Vi er begyndt at faa lov til at lave mad selv, men det har vaeret en haard kamp. Da vi i starten bad om at faa lov til det, kiggede de skeptisk paa os med nogle oejne, der signalerede: ”Det kan I da ikke finde ud af”, men jo – det kan vi faktisk godt, og goer det normalt til hverdag! En aften ville Thomas og jeg lave popkorn af nogle korn, vi havde koebt paa markedet. Vi bad om at laane en gryde, saa vi kunne lave det paa vores petroliumsblus , men da Mama Juliet, der er hovedansvarlig for at vi faar mad, kom med gryden, ville hun ikke bare aflevere den, men insisterede paa at vise os hvordan man gjorde! Man kan nu godt forstaa dem lidt, for her i landet er der kun en, der laver mad - og det er mor.
Naa, men tilbage til boligen. Vi har et lille kammer hver og et rummeligt faellesrum med en sofagruppe, et spisebord og et studiebord. Vi har selv soerget for arrangementet, for da vi kom var bordene stillet meget autoritivt an, saa vi spurgte paent, om vi maatte omrokere lidt og fik lov. Stilen er blomstrede dugge og daekservietter, store buketter af kunstige blomster og billeder af steder fra pakistan... Gardinerne er ogsaa blomstrede og ligeledes er det brune sofa- og stolebetraek. Sommetider foeles det som om vi bor paa en banegaard, for der render konstant mennesker rundt herinde, enten for at goere rent, komme med mad, hoere hvordan vi har det osv... For dem er det ren hoeflighed, men en europaere som mig har nu sommetider brug for lidt tid alene, og naar man i forvejen bor sammen med 4 andre mennesker, reducerer det ens privat liv ned til ingenting. Men, men... Det er altsammen en del af oplevelsen af kulturen.
Den mad vi faar serveret hernede, har vi doebt ”det samme” og ikke uden grund! ”Det samme” bestaar af ris, pasta/kartoffelmos, groentsagssovs og en slags koed, der varierer fra tid til anden. Det er nu ikke naer saa ensformigt nu som i starten, og vi har ogsaa smagt forskellige traditionelle stammeretter hvilket har vaeret meget interessant. Bananer er de specialister i at kokerere, og kan faa dem til at smage af hvad som helst! Vi er begyndt at faa lov til at lave mad selv, men det har vaeret en haard kamp. Da vi i starten bad om at faa lov til det, kiggede de skeptisk paa os med nogle oejne, der signalerede: ”Det kan I da ikke finde ud af”, men jo – det kan vi faktisk godt, og goer det normalt til hverdag! En aften ville Thomas og jeg lave popkorn af nogle korn, vi havde koebt paa markedet. Vi bad om at laane en gryde, saa vi kunne lave det paa vores petroliumsblus , men da Mama Juliet, der er hovedansvarlig for at vi faar mad, kom med gryden, ville hun ikke bare aflevere den, men insisterede paa at vise os hvordan man gjorde! Man kan nu godt forstaa dem lidt, for her i landet er der kun en, der laver mad - og det er mor.
søndag den 30. september 2007
Abonner på:
Kommentarer (Atom)
