Farvelbilleder

Kwa heri!

Børn fra Marangu

Dada Stella

Dada Doreen

Mama Damari

Mama Juliet

De sidste dage i Marangu

Den 20. november forlod vi Marangu og sagde farvel til et sted og nogle mennesker, der for os havde fungeret som et hjem og en familie. Det var med blandede foelelser, for vi var efterhaanden klar til at komme videre, men samtidigt var det trist at skulle sige farvel. Det har vaeret interessant at vaere afsted, og vi har faaet mange gode erfaringer til at tage med hjem i bagagen. Til tider har jeg foelt det var lidt meningsloest - at tiden ikke blev udnyttet maksimalt - men set i bagspejlet har vi laert noget om en kultur og et land og dets skolesystem, som man kun kan laere ved at leve og fungere i det. Naar det er sagt, glaeder jeg mig til at komme tilbage til seminariet hvor tingene trods alt er lidt mere organiserede og veltilrettelagte og niveauet en hel del hoejere.

Michelle

Billeder fra undervisningen.

Kunst?

Billedkunsttime

Matematiktime

Praktik på Darajarni Secondary School

Er man træt af, at der ikke er nok materialer og for mange elever pr. klasse i de danske folkeskoler, skulle man tage at prøve at undervise på en skole i Tanzania. Bare for at få det hele sat lidt i perspektiv. Man træder ind i en klasse med 45-55 elever, hvor de hver især har en blyant, 10 % af dem har en lineal og 5 % har en bog. De sidder der udelukkende, fordi de skal. I Danmark kan skolen godt forbindes med noget hyggeligt, lokalerne kan godt få et personligt præg, og når man tænker tilbage på sin skoletid, kan man godt komme i tanke om visse undervisningsforløb, som kan inspirere én nu, hvor man selv står bag katederet. Desværre tror jeg ikke, det er tilfældet i Tanzania. Det eneste der er at finde i de faldefærdige lokaler, er en tavle og et vist antal pulte og stole mindre end antallet af elever. Lærerne kommer umiddelbart kun, fordi de skal tjene penge, og eleverne kommer kun, fordi de skal have en uddannelse. Eller kommer de i det hele taget? Ofte har vi oplevet, at en lærer er udeblevet fra undervisningen af en uacceptabel årsag. Ofte har vi oplevet, at elever er udeblevet fra undervisningen, fordi de er blevet sat til at samle skrald, bære borde, gøre ærinder for en anden lærer eller lignende. Eleverne er vant til at blive taget med hård hånd, og deres forhold til autoriteter er farvet deraf. De kunne godt trænge til at opleve en vedkommende lærer, der ikke bare snakker volapyk og deler karakterer ud, men en der derimod vil dem det bedste og vil arbejde sammen med dem om deres dannelse. Derudover ville det hjælpe på deres motivation, hvis de selv fik mere ansvar for deres læring.

Forskellige former for straf er stadigvæk noget, der bliver praktiseret i skoler landet over. Selv kropslig afstraffelse til trods for, at det ifølge loven er ulovligt. Claus har flere gange hørt det ske og så det med egne øjne den sidste uge vi var her. Selv har jeg hverken hørt eller set det, men er slet ikke i tvivl om, at det finder sted, for flere af lærerne render rundt med en pind i hånden, og eftersom en pind ikke står nævnt under ”teaching/learing resources” i deres studieplan, går jeg udfra, den fungerer som et afstraffelsesinstrument. Uden deres autoritet ville lærerne få svært ved at holde styr på klasserne med de høje elevtal, da de ikke umiddelbart har et personligt forhold til eleverne. Claus og jeg observerede en matematiktime, inden vi selv begyndte at undervise, og hvad vi så var ikke andet en diktatorisk person ved tavlen og nogle tilhørere, der pænt sagde ja og nej, rejste sig når de blev spurgt om noget, og fik klapsalver af de andre elever, når læreren beordrede det. Da vi selv begyndte at undervise, fandt jeg hurtigt ud af, at størstedelen af eleverne ikke kunne løse de opgaver, de blev stillet, og efter et stykke tid, hvor jeg havde gjort det tydeligt for dem, at det var i orden at spørge og ikke forstå, begyndte mange af dem at bede mig om hjælp. For det er svært, det stof de skal kunne. Det er matematik på gymnasieniveau, og deres hjerner er slet ikke udviklet til at forstå det. Slet ikke når de mangler forståelse for den grundlæggende matematik, man i Danmark lærer på begyndertrinnet, f.eks. hvordan en lineal fungerer og senere i skoletiden, hvordan man regner med negative tal.

Matematik
Jeg forsøgte at gøre undervisningen personlig, at inddrage eleverne bl.a. ved at få dem op til tavlen. Det havde de absolut ikke lyst til i starten, men til sidst opfordrede de selv til det. Jeg lavede gruppearbejde med dem, som var en helt ny arbejdsform for dem, og gav dem opgaver, der var relateret til virkeligheden. Det eneste materiale skolen lå inde med, var en bog, der indeholdte teori, eksempler, opgaver og løsninger, og der blev lagt op til, at vi fulgte den. Jeg begyndte med at undervise i ”koordinat geometri” og i den sidste uge startede jeg op på ”Reelle tal”.

50 elever er alt for mange at holde styr på, og det er umuligt at motivere dem alle. Derfor valgte jeg rimelig tidligt i forløbet, særligt når der blev lavet opgaver, at fokusere på de elever, der havde lyst til at lære matematik, dem der spurgte om hjælp, i stedet for dem der lagde bogen fra sig, så snart jeg havde passeret dem. Jeg forsøgte at give eleverne en fornemmelse af, at de ikke skulle sidde i klassen for min skyld, men for deres egen – for at lære noget. Jeg ville ikke presse dem til at lave matematik, men jeg forlangte ro i klassen, når der skulle laves opgaver, så dem der ville lave matematik havde mulighed for det.

Undervisningens mål:
Mit mål med undervisningen var, efter at have overværet en time med en af lærerne på Darajarni, at give eleverne en ansvarsfølelse for deres læring og succesoplevelser med matematik. At gøre eleverne til en del af undervisningen. At vise dem, at matematik kan benyttes i hverdagen til at beregne nyttige ting. Gennem forskellige pædagogiske undervisningsmetoder, at fange elevernes interesse og at gøre matematik forståeligt, på andre måder end gennem sprog (der tydeligvis var en hindring for os).

Den sidste dag jeg skulle undervise, stod elevernes normale lærer i klassen, da jeg kom ind. Vi aftalte, at han fortsatte med undervisningen, så jeg kunne observere ham. Observationen var meget interessant. Eleverne var meget mere stille i hans time, han var pænere klædt end mig og havde en suveræn tavleorden. Lige præcis de ting der kræves af en lærer i Tanzania. Men kunne eleverne ikke forstå stoffet, fik de ikke hjælp, de turde ikke stille spørgsmål, og under opgaveløsning gik han rundt mellem dem, og bad dem sætte farten op, skrive i de rigtige bøger og lignende. Det mærkedes tydeligt, at eleverne ikke var motiveret af lyst men af frygt for, hvad han kunne finde på, hvis de ikke var hurtige nok, hvis de ikke svarede, når de blev spurgt, hvis de ikke hørte efter og så videre.

Det har været en meget interessant og lærerig praktik, der har stillet mange krav til mine pædagogiske evner og kreativitet.

Billedkunst
Billedkunst er et stykke for sig, fordi det egentlig ikke er et undervisningsfag på skolen. Jeg fik lov til at oprette et frivilligt billedkunsthold efter skoletid for 20 elever. Det var mest et hyggefag både for mig og eleverne, og selvom jeg prøvede at gøre det mere fagligt, var sproget en stor hindring. Eleverne havde svært ved at sætte sig ind i min tankegang og forstå, at der skulle være en mening, med det de lavede. Det de egentlig kom for var at tegne. Så det fik de også lov til – selvfølgelig med visse restrektioner og med vejledning fra mig.

Jeg lavede et forløb om mennesket, som jeg selv er meget optaget af for tiden. Jeg satte fokus på ansigtet – dele i ansigtet, udtryk, og i forbindelse med udtryk symbolik, farver og følelser. Den første dag lavede eleverne mapper, og jeg bad dem skrive ned hvorfor de kunne lide at tegne. Derefter arbejdede de sammen to og to om at skrive en historie og lave en tegning til med pind og frugtfarve, for bare lige at få startet faget op. Gangen efter lavede jeg en tretrinsraket, hvor eleverne først skulle tegne eksempelvis et øre, som de huskede det (efter at vi sammen havde snakket om detaljerne ved et øre - skygger, form, farveforskelle, tykkelsesforskelle, huden). Dernæst skulle de gå sammen to og to og tegne deres partners øre uden at kigge på papiret, men ved at fokusere og bringe al deres opmærksomhed mod deres motiv. Flere af eleverne – for ikke at sige dem alle – havde svært ved ikke at ”snyde”. Til sidst skulle de igen tegne deres partners øre, men denne gang måtte de både kigge ned på papiret og på deres motiv. Dette gjorde vi to undervisningsgange med henholdsvis øje og øre, næse og mund. Gangen efter var det meningen, at eleverne selv skulle havde medbragt et billede af et ansigt, der sagde dem noget – et udtryk der talte til dem. Men tilfældet ville, at de fleste ikke havde det med, så i stedet for tegnede vi croquis. Dette havde jeg planlagt som det næste lille forløb, for at eleverne ikke skulle gå helt kolde i detaljerne, og for at se på hele figuren, på helheden/formen som et modspil til detaljen. Eleverne stod på skift model for hinanden og motivet blev mere og mere kompliceret i takt med at tiden blev forøget. Gangen efter arbejdede vi med hele ansigtet. Først snakkede vi om forskellige udtryk. Vi tildelte billederne en farve, der skulle symbolisere personens humør eller sindsstemning. Derefter tegnede eleverne portrætter med den farve, billedet var blevet tildelt. Jeg tvivler lidt på, at de helt forstod hvorfor, men jeg tror, at det i Danmark vil være lettere at gennemføre – både for mig og for eleverne. I alle timerne gik jeg rundt og gav eleverne individuel vejledning, og enkelte gange snakkede vi samlet om nogle af billederne. Nogle af eleverne kom op og fortalte om/viste deres resultat. Eleverne arbejdede meget koncentreret, flere mere end andre, og det var glædeligt at se deres begejstring for faget – den samme begejstring jeg selv føler, når jeg er optaget af at tegne. Det var svært at bestemme elevernes alder og udviklingsmæssige niveau, og derfor hvor kompliceret og dybdegående undervisningen skulle være. Nedenfor følger et skema af undervisningsforløbet.

Undervisningens mål:
Min plan var, at vise eleverne forskellige metoder, som de selv kan praktisere i deres fritid, og som ikke kræver så mange materialer.

At give dem inspiration og selvtillid inden for tegnekunsten.
At give dem en forståelse for detaljer (og helhed) og forbedre deres præcision.
At vise dem hvordan symbolik kan bruges.

Selvom undervisningen ikke blev helt så faglig, som jeg havde håbet, føler jeg, at udbyttet både for mig selv og mine elever var stort. Jeg så, at nogle elever havde lavet croquistegninger i deres fritid og brugt andre af de metoder, jeg havde lært dem, nogle elever kom efter den sidste time og spurgte, om jeg havde nogle kunstbøger på engelsk - som jeg desværre måtte sige nej til, eleverne var fordybet i deres arbejde i timerne og flere blikke viste mig deres taknemmelighed.

På Marangu hotel.



Ihh, de kære børn!!

Tanzania's skolesystem

Efter et evaluerende møde med rektor fik jeg sat nogle ting på plads angående Tanzania’s skolesystem.

Engelsk eller Swahili?
Årsagen til, at undervisningssproget er engelsk, er, at landets undervinsingsmaterialer og bøger efter kolonitiden er på engelsk. For at børn skal kunne tale med de mennesker omkring dem, blev det senere besluttet, at børn skulle lære swahili og undervises på swahili i primary school. Desværre giver det problemer, når de så starter på secondary school, hvor undervisningssproget er engelsk.

Betale for undervisning?
Efter landet blev uafhængigt, fik præsident Nyerere gennemført, at al undervisning skulle være gratis. Desværre viste det sig at blive for dyrt, og regeringen besluttede derfor, at forældre skulle være med til at betale for deres børns skolegang. Da flere familier ikke har råd til at betale, er det ikke alle børn, der har mulighed for at få en uddannelse.

Flere skoler?
For at få eleverne til at fortsætte med secondary schoool efter primary school, er flere primary schools begyndt at bygge secondary schools til deres skoler. Desværre kan der ikke uddannes flere lærere proportionelt med at antallet af skoler vokser, og der er derfor mangel på lærere.

Undervisningen på Marangu Teacher’s College

Inden praktikken begyndte, deltog vi i nogle undervisningstimer på colleget. Der var ikke et fast program for, hvad vi skulle have, så vi valgte de timer, der minder mest om dem, vi har på seminariet derhjemme. Den første time jeg deltog i var ”Foundation of education”. For alle e gælder det, at undervisningen skal foregå på engelsk, men denne time forgik hovedsageligt på swahili, da underviseren ikke var kompetent nok til engelsk. Timen mindede om et foredrag, hvor de studerende blev belært om Platons teorier indenfor undervisningsområdet, om at enhver borger skal undervises udfra hans/hendes individuelle kunnen. Derefter blev de indviet i Maria Montessori’s ideer om, at børn skal belønnes og straffes, at de er glade for gentagelser og orden, og at de kan holde koncentrationen, når de er interesseret i det, de laver. Indholdet i undervisningen var i og for sig meget godt, men jeg synes, der manglede en sammenhæng og en sammenkobling mellem de to filosoffer og mellem underviseren og de studerende. På holdet var der ca. 70 studerende samlet i et auditorium med en dårlig akustik. 20-25 af eleverne kom dumpende en halv time inde i timen, så der gik lang tid, inden der var ro i lokalet. Det undrede mig meget, at de bare kom ind på den måde og at det blev accepteret, men jeg har efter 3 måneder i landet erfaret, at det bare er sådan mentaliteten er.

Jeg deltog også i en religionstime. I religionstimerne er de studerende delt ind udfra deres religiøse standpunkt. Kristne for sig og muslimer for sig. Timen, en religionstime for katolikker, blev indledt med en sang og en bøn, hvorefter der blev diskuteret ægteskab. En studerende indledte diskussionen med nogle spørgsmål, han havde skrevet op på tavlen, og underviseren spædede til. Der var en rigtig god stemning i lokalet og læreren var humoristisk og vedkommende, men igen foregik det meste på swahili. Problemet med dette er, at de studerende selv skal undervise på engelsk som færdiguddannede, og det er derfor nødvendigt, at de får praktiseret sproget. Det kan så diskuteres hvor smart det er, at engelsk er deres hovedsprog, når det ikke er det sprog, befolkningen taler indbyrdes. Og samtidigt, når underviserne ikke behersker sproget til fulde, hvordan skal eleverne så lære det? At de studerende er delt ind efter deres religiøse standpunkt, er både godt og skidt. Grunden til det og det største argument for er, at de skal have lov til have deres tro og praktisere den. Da religion er en stor del af en tanzanianers liv, er det vigtigt, at de har mulighed for at dyrke den. Bagsiden af medaljen er, at de ikke lærer noget om andre religioner, og at undervisningen ikke har udblik mod verden. Men eftersom der findes mange forskellige trosretninger i landet og de lever sammen i bedste velgående, er det måske ikke helt så nødvendigt for dem som det for eksempel er for os, at lære om det i skolen.

”General study” er et andet fag på colleget. Den time jeg deltog i her foregik hovedsageligt på engelsk. Timen handlede om demokrati og demokratiske valg i Tanzania, og læreren var meget i dialog med eleverne, så på en måde virkede det næsten som at sidde i en dansk klasse og overvære en time.

Den sidste time jeg deltog i var ”Curriculum”. Underviseren var Stella, der er en af de kvinder, der laver mad til os. Hun er en af de yngre lærere på stedet og hendes undervisningsform var præget af dette. Der var system i hendes undervisning, en udvikling og et mål. De studerende skulle selv komme med svarerne, og kunne de ikke svare med det samme, fik de lov til at snakke sammen med sidemanden i et par minutter. Denne time var arrangeret af Stella, fordi jeg havde spurgt, om jeg måtte overvære en af hendes timer. Det var ikke hendes egen klasse, og de studerende skulle egentligt have haft ”Foundation og education”! Det var rigtig spændende at se hende undervise, men havde jeg vidst, at hun ville ordne det på den måde, havde jeg nok ikke spurgt hende. Da der var ca. 20 minutter tilbage af timen kom deres ”Foundation of education”-lærer ind og overtog undervisningen. De studerende havde i sidste time arbejdet i grupper og skulle nu fremlægge deres arbejde for resten af klassen. Jeg lyste helt op, da jeg hørte dette, men efter at havde set den første fremlæggelse, mistede jeg modet. Èn fra gruppen stillede sig op ved tavlen, hev et stykke papir frem og begyndte at læse op på et gebrokkent engelsk. Sådan fortsatte 4 kedelige, lange fremlæggelser, og herefter sluttede timen.


For lige at opsummere…
Det ser ud som om, at der er ved at komme undervisnings- og arbejdsmetoder fra den vestlige verden ind i undervisningen på colleget, og at det pædagogiske og didaktiske syn er ved at ændre sig. Jeg håber udviklingen vil fortsætte og sprede sig til folkeskolerne, og at de på et tidspunkt også vil kunne forstå og se, hvorfor disse metoder fungere bedre end den gammeldags tanke om det ulige forhold mellem lærer og elev. Eleverne skal selv tage mere ansvar for deres læring og motivationen skal bl.a. komme fra lærerne – ikke af tvang, men af lyst. Det er dog set med mine øjne vigtigt, at de forstår metoderne og pædagogikken bag, så det ikke bliver overfladisk. Den generelle opfattelse hernede er nemlig, at når tingene ser fint ud på overfladen, så er alting godt. Men det er og vil i længden blive et problem, når det viser sig, at virkeligheden er en helt anden. F.eks. har regeringen lavet fællesmål for skolens fag, men målene er sat alt for højt, i forhold til hvad elever og lærere er i stand til at opnå. Derfor underviste jeg i praktikken i matematik på gymnasieniveau, i en klasse hvor kun 20% kunne forstå indholdet! Det er ikke vejen frem mod succes – hverken for elever, lærere, regeringen eller landet som helhed. Derfor er det vigtigt, at de starter på det niveau, de er på nu, og ikke prøver på at følge med vesten, der i øvrigt også er for hurtig for sig selv. Og så burde regeringen overveje om undervisningssproget ikke burde være swahili, så eleverne kunne forstå, hvad der blev sagt.

Amen.