Vores leder-guide og mig nede ved gaten igen.
Paa toppen af Kilimanjaro!
Solopgang ved Gilman's point.
Over skyerne.mandag den 29. oktober 2007
Og saa lige de sidste. ;)
Vores leder-guide og mig nede ved gaten igen. Paa toppen af Kilimanjaro! Solopgang ved Gilman's point.Over skyerne.
Billeder fra Kilimanjaro
To be continued...
Lidt blomsterliv.
Lidt dyreliv.
Vores guide, Herman.
Holdet klar til take off.Kilimanjaro trekkingtur
Jeg er blevet bedt om at kaste et indlaeg om vores bjergvandring, so here goes... Det var en helt speciel oplevelse, som jeg sent vil glemme! Claus, Linda, Sidsel og jeg var afsted med 8 studerende fra college. Ved at udgive os for at vaere geografilaerere slap vi for at betale park fees som er den stoerste del af det beloeb man betaler for turen. Til gengaeld betalte vi mad, guides, porters, drikkepenge osv. for baade os selv og de studerende. Turen startede torsdag middag ved Marangu gate der ligger i 1860 meters hoejde. Den foerste dag gik vi igennem regnskov i 8 km i cirka 4 timer til Mandara Hut, der ligger i 2774 meters hoejde. Efter et hvil tog vi paa en lille udflugt til Maundi Crater, hvorfra vi havde en rigtig smuk udsigt ud over bjerget.
Efter en tidlig morgenmad fredag begav vi os videre (15 km) mod Horombo Hut. Vi gik igennem slette og hede omraade og kunne efter godt og vel 5-6 timer kigge ned paa hytterne, der ligger i en lille dal i 3720 meters hoejde. Her blev vi inkvarteret i en 2-delt traehytte med 6 senge i hvert rum. Vi kunne virkelig maerke, at vi var paa vej op mod en kold top, isaer efter solen gik ned. Igen loerdag maatte vi tidligt op og fortsaette vores vandring mod Kibo Hut, der er det sidste overnatningssted paa turen. Kibo Hut ligger i 4703 meters hoejde, og det er isaer paa denne straekning at mange begynder at maerke symptomerne for hoejdesygen. Selv maerkede jeg ikke noget til det - paa dette tidspunkt - dels fordi vores guide soergede for, at vi gik meget langsomt, og delt fordi vi havde forberedt os ved at tage diamox (hoejdesygepiller). Der er 13 km fra Horombo til Kibo og vi bevaegede os gennem hede og oerken. Der var pisse kold i oerkenen paa den sidste straekning, hvor vi spiste vores madpakker. Paa denne dags vandring er Mawenzi, en anden af Kilimanjaros toppe saerlig tydelig og tordner sig op i det fjerne som en moerk borg. Paa Kibo var der ekstremt koldt, og vi maatte benytte os af alt det ekstra udstyr og toej, vi havde med for at holde varmen, handsker, huer, halstoerklaeder, lange underbukser... Det var enormt dejligt at indtage den varme suppe til aftensmad i den kolde spise sal, hvor man bare sad og rystede over hele kroppen og klaprede taender. Om man havde lyst til at gaa paa toilet om natten..? NIX!
Nu begynder det at blive interessant, for det sidste stykke var en lang krampetraekning. Vi begyndte klokken 00.30-01.00 om natten, saa det var ikke meget soevn vi naede at faa, og det var en haard, kold og anstrengende nat op af kibo. Vi gik i en lang raekke efter hinanden i et meget langsomt tempo med vores stav i haanden (som gamle mennesker paa stavgangstur), og det eneste jeg koncentrerede mig om, var de mennesker, der var omkring mig, den fantastisk funklende stjernehimmel og bjergtoppenes silhuetter (som jeg mistede interessen for efter 2 timer!), min vejrtraekning og Thomas... Det var ikke saerlig slemt i starten, men efterhaanden som vi kom laengere op og folk begyndte at falde fra og faa det daarligt, blev det haardt. Vi havde nogle stop undervejs for at drikke vand og spise lidt, men det sidste stykke var et sejt traek, op da vi til sidst kun havde 1 guide tilbage ud af 5 til at tage sig af 8 mennesker, maatte vi foelge hinanden og stoppe op i den bidende kulde, naar nogen havde behov for det. Paa et tidspunkt satte vores guide farten en anelse op, og jeg begyndte at faa svaert ved at fokusere og blev mere og mere svimmel. Til sidst var det saa slemt, at det nu var mig der maatte stoppe op, saette mig ned og faa serveret lidt vand og noget broed. Jeg var helt afkraeftet, froes forbandet meget og kunne ikke baere min egen stav, saa guiden tog baade min rygsaek og min stav og vi fortsatte laengere op af bjerget. Der var nu nogle af de bagerste, der maatte stoppe op, og guiden bad os forstaette alene, men da der ikke var nogen egentlig sti, var det lidt svaert, og Linda begyndte at hyperventilere, fordi vi nu var alene. Sikke et cirkus det efterhaanden udviklede sig til. 4 tanzanianske studerende, mig og Linda der paa hver sin maade kaempede sig vej gennem klippesten og grus for at overvinde angst, kulde, svimmelhed, mavepine, traethed og hvad vi nu hver isaer kaempede med. Guiden kom tilbage til os med de to studerende og Linda kunne traekke vejret normalt. Paa grund af den anstrengende kamp op af den ikke eksisterende sti, var jeg nu selv begyndt at faa det lidt skidt igen, men jeg fik vand og broed, satte tempoet ned og fik det bedre. Jeg gik nu forrest bag ved guiden, da en studerende laengere nede havde brug for hjaelp, saa han bad mig om at lede vejen. Igen bliv Linda nervoes og hyperventilerede, men overvandt frygten. Vi fortsatte op over sten, der saa smaat begyndte at blive saa store, at vi maatte klatre paa dem. Til sidst da solen begyndte at staa op naaede vi Gilmans point, der ligger i 5685 meters hoejde. For mange er dette et maal i sig selv, men vi skulle selvfoelgelig hele vejen til Uhuru peak, naar vi nu var der og havde kraefterne til det. Der var en fantastisk udsigt mod oest fra Gilmans Point mod Mawenzi, der stod staerk og knejsende foran en gylden orange stribe. Vendte man sig om kunne man se vejen mod uhuru peak med sne og is paa siderne. Efter godt og vel en times vandring stod vi med kameraet fremme paa Kilimanjaros hoejeste punkt som uafhaengige mennesker (uhuru er swahili for independent!). Helt fantastisk!
Det var selvfoelgelig en fed oplevelse, at staa paa toppen, men det var nu ogsaa en stor oplevelse at se det foranderlige landskab fra bunden til toppen og ned igen. Nedstigningen blev klaret paa to dage - den samme dag vi naaede toppen og dagen efter. Vores guider ville gerne havde os hurtigt ned, og vi ville gerne hurtigt hjem, hvor vi kunne traekke vejret normalt og jeg kunne se Thomas igen. :)
Efter en tidlig morgenmad fredag begav vi os videre (15 km) mod Horombo Hut. Vi gik igennem slette og hede omraade og kunne efter godt og vel 5-6 timer kigge ned paa hytterne, der ligger i en lille dal i 3720 meters hoejde. Her blev vi inkvarteret i en 2-delt traehytte med 6 senge i hvert rum. Vi kunne virkelig maerke, at vi var paa vej op mod en kold top, isaer efter solen gik ned. Igen loerdag maatte vi tidligt op og fortsaette vores vandring mod Kibo Hut, der er det sidste overnatningssted paa turen. Kibo Hut ligger i 4703 meters hoejde, og det er isaer paa denne straekning at mange begynder at maerke symptomerne for hoejdesygen. Selv maerkede jeg ikke noget til det - paa dette tidspunkt - dels fordi vores guide soergede for, at vi gik meget langsomt, og delt fordi vi havde forberedt os ved at tage diamox (hoejdesygepiller). Der er 13 km fra Horombo til Kibo og vi bevaegede os gennem hede og oerken. Der var pisse kold i oerkenen paa den sidste straekning, hvor vi spiste vores madpakker. Paa denne dags vandring er Mawenzi, en anden af Kilimanjaros toppe saerlig tydelig og tordner sig op i det fjerne som en moerk borg. Paa Kibo var der ekstremt koldt, og vi maatte benytte os af alt det ekstra udstyr og toej, vi havde med for at holde varmen, handsker, huer, halstoerklaeder, lange underbukser... Det var enormt dejligt at indtage den varme suppe til aftensmad i den kolde spise sal, hvor man bare sad og rystede over hele kroppen og klaprede taender. Om man havde lyst til at gaa paa toilet om natten..? NIX!
Nu begynder det at blive interessant, for det sidste stykke var en lang krampetraekning. Vi begyndte klokken 00.30-01.00 om natten, saa det var ikke meget soevn vi naede at faa, og det var en haard, kold og anstrengende nat op af kibo. Vi gik i en lang raekke efter hinanden i et meget langsomt tempo med vores stav i haanden (som gamle mennesker paa stavgangstur), og det eneste jeg koncentrerede mig om, var de mennesker, der var omkring mig, den fantastisk funklende stjernehimmel og bjergtoppenes silhuetter (som jeg mistede interessen for efter 2 timer!), min vejrtraekning og Thomas... Det var ikke saerlig slemt i starten, men efterhaanden som vi kom laengere op og folk begyndte at falde fra og faa det daarligt, blev det haardt. Vi havde nogle stop undervejs for at drikke vand og spise lidt, men det sidste stykke var et sejt traek, op da vi til sidst kun havde 1 guide tilbage ud af 5 til at tage sig af 8 mennesker, maatte vi foelge hinanden og stoppe op i den bidende kulde, naar nogen havde behov for det. Paa et tidspunkt satte vores guide farten en anelse op, og jeg begyndte at faa svaert ved at fokusere og blev mere og mere svimmel. Til sidst var det saa slemt, at det nu var mig der maatte stoppe op, saette mig ned og faa serveret lidt vand og noget broed. Jeg var helt afkraeftet, froes forbandet meget og kunne ikke baere min egen stav, saa guiden tog baade min rygsaek og min stav og vi fortsatte laengere op af bjerget. Der var nu nogle af de bagerste, der maatte stoppe op, og guiden bad os forstaette alene, men da der ikke var nogen egentlig sti, var det lidt svaert, og Linda begyndte at hyperventilere, fordi vi nu var alene. Sikke et cirkus det efterhaanden udviklede sig til. 4 tanzanianske studerende, mig og Linda der paa hver sin maade kaempede sig vej gennem klippesten og grus for at overvinde angst, kulde, svimmelhed, mavepine, traethed og hvad vi nu hver isaer kaempede med. Guiden kom tilbage til os med de to studerende og Linda kunne traekke vejret normalt. Paa grund af den anstrengende kamp op af den ikke eksisterende sti, var jeg nu selv begyndt at faa det lidt skidt igen, men jeg fik vand og broed, satte tempoet ned og fik det bedre. Jeg gik nu forrest bag ved guiden, da en studerende laengere nede havde brug for hjaelp, saa han bad mig om at lede vejen. Igen bliv Linda nervoes og hyperventilerede, men overvandt frygten. Vi fortsatte op over sten, der saa smaat begyndte at blive saa store, at vi maatte klatre paa dem. Til sidst da solen begyndte at staa op naaede vi Gilmans point, der ligger i 5685 meters hoejde. For mange er dette et maal i sig selv, men vi skulle selvfoelgelig hele vejen til Uhuru peak, naar vi nu var der og havde kraefterne til det. Der var en fantastisk udsigt mod oest fra Gilmans Point mod Mawenzi, der stod staerk og knejsende foran en gylden orange stribe. Vendte man sig om kunne man se vejen mod uhuru peak med sne og is paa siderne. Efter godt og vel en times vandring stod vi med kameraet fremme paa Kilimanjaros hoejeste punkt som uafhaengige mennesker (uhuru er swahili for independent!). Helt fantastisk!
Det var selvfoelgelig en fed oplevelse, at staa paa toppen, men det var nu ogsaa en stor oplevelse at se det foranderlige landskab fra bunden til toppen og ned igen. Nedstigningen blev klaret paa to dage - den samme dag vi naaede toppen og dagen efter. Vores guider ville gerne havde os hurtigt ned, og vi ville gerne hurtigt hjem, hvor vi kunne traekke vejret normalt og jeg kunne se Thomas igen. :)
søndag den 28. oktober 2007
Billeder fra hverdag og alting
Paa Via Via i Arusha. Her finder man kontakterne, hvis man vil lave tromme, paa trommekursus, se en masai boma...
Efter en aften i byen med Peter.
Thomas i en fin ny skjorte efter en markedsdag!
Et moment fra festen...
Thomas og jeg laver med til Claus' foedsesldags-surprise-party med assistance fra Doreen.
Claus' 28-aars foedselsdag den 19. september.
Fra it-undervisningen.
Claus vasker op i vores so called "koekken". Et bord, en vask og et koeleskab ville ikke skade.
Fra vores indflytterfest i august.Livet i "the guest wing"
Det er vist paa tide, at jeg fortaeller lidt om vores leveforhold hernede. Vi bor i ”the guest wing”, en bygning der ligger lige ved siden af hovedbygningen, og har fra vores vinduer udsigt til seminariets dejlige, groenne have med friskt graes, blomster og en masse forskellige traeer, der har en fantastisk symetri over sig. 2 gange om ugen bliver haven gjort i stand og vandet af de studerende, saa der bliver passet rigtig godt paa den, men p.ga. denne lille happening, er der ikke vand i vores haner onsdag og loerdag morgen til over middag. Det har vi dog efterhaanden vaennet os til nu! Det glaeder mig rigtig meget, at den bliver holdt ved lige, for det er der mange andre ting hernede, der ikke bliver. F.eks. skolens bygninger, der godt kunne traenge til en omgang maling og rustfjerner. Det er faktisk helt generelt for landet, i hvert fald i de omraader vi har vaeret. Det er naesten lige meget hvad det er: offentlige bygninger, veje, private hus og haver, toej m.m.: med mindre det er helt slemt bliver tingene ikke repareret, og jeg har paa fornemmelsen at det har mindst lige saa meget at goere med menneskelig dovenskab som den oekonomiske tilstand. Det kan godt aergre mig lidt...
Naa, men tilbage til boligen. Vi har et lille kammer hver og et rummeligt faellesrum med en sofagruppe, et spisebord og et studiebord. Vi har selv soerget for arrangementet, for da vi kom var bordene stillet meget autoritivt an, saa vi spurgte paent, om vi maatte omrokere lidt og fik lov. Stilen er blomstrede dugge og daekservietter, store buketter af kunstige blomster og billeder af steder fra pakistan... Gardinerne er ogsaa blomstrede og ligeledes er det brune sofa- og stolebetraek. Sommetider foeles det som om vi bor paa en banegaard, for der render konstant mennesker rundt herinde, enten for at goere rent, komme med mad, hoere hvordan vi har det osv... For dem er det ren hoeflighed, men en europaere som mig har nu sommetider brug for lidt tid alene, og naar man i forvejen bor sammen med 4 andre mennesker, reducerer det ens privat liv ned til ingenting. Men, men... Det er altsammen en del af oplevelsen af kulturen.
Den mad vi faar serveret hernede, har vi doebt ”det samme” og ikke uden grund! ”Det samme” bestaar af ris, pasta/kartoffelmos, groentsagssovs og en slags koed, der varierer fra tid til anden. Det er nu ikke naer saa ensformigt nu som i starten, og vi har ogsaa smagt forskellige traditionelle stammeretter hvilket har vaeret meget interessant. Bananer er de specialister i at kokerere, og kan faa dem til at smage af hvad som helst! Vi er begyndt at faa lov til at lave mad selv, men det har vaeret en haard kamp. Da vi i starten bad om at faa lov til det, kiggede de skeptisk paa os med nogle oejne, der signalerede: ”Det kan I da ikke finde ud af”, men jo – det kan vi faktisk godt, og goer det normalt til hverdag! En aften ville Thomas og jeg lave popkorn af nogle korn, vi havde koebt paa markedet. Vi bad om at laane en gryde, saa vi kunne lave det paa vores petroliumsblus , men da Mama Juliet, der er hovedansvarlig for at vi faar mad, kom med gryden, ville hun ikke bare aflevere den, men insisterede paa at vise os hvordan man gjorde! Man kan nu godt forstaa dem lidt, for her i landet er der kun en, der laver mad - og det er mor.
Naa, men tilbage til boligen. Vi har et lille kammer hver og et rummeligt faellesrum med en sofagruppe, et spisebord og et studiebord. Vi har selv soerget for arrangementet, for da vi kom var bordene stillet meget autoritivt an, saa vi spurgte paent, om vi maatte omrokere lidt og fik lov. Stilen er blomstrede dugge og daekservietter, store buketter af kunstige blomster og billeder af steder fra pakistan... Gardinerne er ogsaa blomstrede og ligeledes er det brune sofa- og stolebetraek. Sommetider foeles det som om vi bor paa en banegaard, for der render konstant mennesker rundt herinde, enten for at goere rent, komme med mad, hoere hvordan vi har det osv... For dem er det ren hoeflighed, men en europaere som mig har nu sommetider brug for lidt tid alene, og naar man i forvejen bor sammen med 4 andre mennesker, reducerer det ens privat liv ned til ingenting. Men, men... Det er altsammen en del af oplevelsen af kulturen.
Den mad vi faar serveret hernede, har vi doebt ”det samme” og ikke uden grund! ”Det samme” bestaar af ris, pasta/kartoffelmos, groentsagssovs og en slags koed, der varierer fra tid til anden. Det er nu ikke naer saa ensformigt nu som i starten, og vi har ogsaa smagt forskellige traditionelle stammeretter hvilket har vaeret meget interessant. Bananer er de specialister i at kokerere, og kan faa dem til at smage af hvad som helst! Vi er begyndt at faa lov til at lave mad selv, men det har vaeret en haard kamp. Da vi i starten bad om at faa lov til det, kiggede de skeptisk paa os med nogle oejne, der signalerede: ”Det kan I da ikke finde ud af”, men jo – det kan vi faktisk godt, og goer det normalt til hverdag! En aften ville Thomas og jeg lave popkorn af nogle korn, vi havde koebt paa markedet. Vi bad om at laane en gryde, saa vi kunne lave det paa vores petroliumsblus , men da Mama Juliet, der er hovedansvarlig for at vi faar mad, kom med gryden, ville hun ikke bare aflevere den, men insisterede paa at vise os hvordan man gjorde! Man kan nu godt forstaa dem lidt, for her i landet er der kun en, der laver mad - og det er mor.
Abonner på:
Kommentarer (Atom)
