Livet i "the guest wing"

Det er vist paa tide, at jeg fortaeller lidt om vores leveforhold hernede. Vi bor i ”the guest wing”, en bygning der ligger lige ved siden af hovedbygningen, og har fra vores vinduer udsigt til seminariets dejlige, groenne have med friskt graes, blomster og en masse forskellige traeer, der har en fantastisk symetri over sig. 2 gange om ugen bliver haven gjort i stand og vandet af de studerende, saa der bliver passet rigtig godt paa den, men p.ga. denne lille happening, er der ikke vand i vores haner onsdag og loerdag morgen til over middag. Det har vi dog efterhaanden vaennet os til nu! Det glaeder mig rigtig meget, at den bliver holdt ved lige, for det er der mange andre ting hernede, der ikke bliver. F.eks. skolens bygninger, der godt kunne traenge til en omgang maling og rustfjerner. Det er faktisk helt generelt for landet, i hvert fald i de omraader vi har vaeret. Det er naesten lige meget hvad det er: offentlige bygninger, veje, private hus og haver, toej m.m.: med mindre det er helt slemt bliver tingene ikke repareret, og jeg har paa fornemmelsen at det har mindst lige saa meget at goere med menneskelig dovenskab som den oekonomiske tilstand. Det kan godt aergre mig lidt...

Naa, men tilbage til boligen. Vi har et lille kammer hver og et rummeligt faellesrum med en sofagruppe, et spisebord og et studiebord. Vi har selv soerget for arrangementet, for da vi kom var bordene stillet meget autoritivt an, saa vi spurgte paent, om vi maatte omrokere lidt og fik lov. Stilen er blomstrede dugge og daekservietter, store buketter af kunstige blomster og billeder af steder fra pakistan... Gardinerne er ogsaa blomstrede og ligeledes er det brune sofa- og stolebetraek. Sommetider foeles det som om vi bor paa en banegaard, for der render konstant mennesker rundt herinde, enten for at goere rent, komme med mad, hoere hvordan vi har det osv... For dem er det ren hoeflighed, men en europaere som mig har nu sommetider brug for lidt tid alene, og naar man i forvejen bor sammen med 4 andre mennesker, reducerer det ens privat liv ned til ingenting. Men, men... Det er altsammen en del af oplevelsen af kulturen.

Den mad vi faar serveret hernede, har vi doebt ”det samme” og ikke uden grund! ”Det samme” bestaar af ris, pasta/kartoffelmos, groentsagssovs og en slags koed, der varierer fra tid til anden. Det er nu ikke naer saa ensformigt nu som i starten, og vi har ogsaa smagt forskellige traditionelle stammeretter hvilket har vaeret meget interessant. Bananer er de specialister i at kokerere, og kan faa dem til at smage af hvad som helst! Vi er begyndt at faa lov til at lave mad selv, men det har vaeret en haard kamp. Da vi i starten bad om at faa lov til det, kiggede de skeptisk paa os med nogle oejne, der signalerede: ”Det kan I da ikke finde ud af”, men jo – det kan vi faktisk godt, og goer det normalt til hverdag! En aften ville Thomas og jeg lave popkorn af nogle korn, vi havde koebt paa markedet. Vi bad om at laane en gryde, saa vi kunne lave det paa vores petroliumsblus , men da Mama Juliet, der er hovedansvarlig for at vi faar mad, kom med gryden, ville hun ikke bare aflevere den, men insisterede paa at vise os hvordan man gjorde! Man kan nu godt forstaa dem lidt, for her i landet er der kun en, der laver mad - og det er mor.