Undervisningen på Marangu Teacher’s College

Inden praktikken begyndte, deltog vi i nogle undervisningstimer på colleget. Der var ikke et fast program for, hvad vi skulle have, så vi valgte de timer, der minder mest om dem, vi har på seminariet derhjemme. Den første time jeg deltog i var ”Foundation of education”. For alle e gælder det, at undervisningen skal foregå på engelsk, men denne time forgik hovedsageligt på swahili, da underviseren ikke var kompetent nok til engelsk. Timen mindede om et foredrag, hvor de studerende blev belært om Platons teorier indenfor undervisningsområdet, om at enhver borger skal undervises udfra hans/hendes individuelle kunnen. Derefter blev de indviet i Maria Montessori’s ideer om, at børn skal belønnes og straffes, at de er glade for gentagelser og orden, og at de kan holde koncentrationen, når de er interesseret i det, de laver. Indholdet i undervisningen var i og for sig meget godt, men jeg synes, der manglede en sammenhæng og en sammenkobling mellem de to filosoffer og mellem underviseren og de studerende. På holdet var der ca. 70 studerende samlet i et auditorium med en dårlig akustik. 20-25 af eleverne kom dumpende en halv time inde i timen, så der gik lang tid, inden der var ro i lokalet. Det undrede mig meget, at de bare kom ind på den måde og at det blev accepteret, men jeg har efter 3 måneder i landet erfaret, at det bare er sådan mentaliteten er.

Jeg deltog også i en religionstime. I religionstimerne er de studerende delt ind udfra deres religiøse standpunkt. Kristne for sig og muslimer for sig. Timen, en religionstime for katolikker, blev indledt med en sang og en bøn, hvorefter der blev diskuteret ægteskab. En studerende indledte diskussionen med nogle spørgsmål, han havde skrevet op på tavlen, og underviseren spædede til. Der var en rigtig god stemning i lokalet og læreren var humoristisk og vedkommende, men igen foregik det meste på swahili. Problemet med dette er, at de studerende selv skal undervise på engelsk som færdiguddannede, og det er derfor nødvendigt, at de får praktiseret sproget. Det kan så diskuteres hvor smart det er, at engelsk er deres hovedsprog, når det ikke er det sprog, befolkningen taler indbyrdes. Og samtidigt, når underviserne ikke behersker sproget til fulde, hvordan skal eleverne så lære det? At de studerende er delt ind efter deres religiøse standpunkt, er både godt og skidt. Grunden til det og det største argument for er, at de skal have lov til have deres tro og praktisere den. Da religion er en stor del af en tanzanianers liv, er det vigtigt, at de har mulighed for at dyrke den. Bagsiden af medaljen er, at de ikke lærer noget om andre religioner, og at undervisningen ikke har udblik mod verden. Men eftersom der findes mange forskellige trosretninger i landet og de lever sammen i bedste velgående, er det måske ikke helt så nødvendigt for dem som det for eksempel er for os, at lære om det i skolen.

”General study” er et andet fag på colleget. Den time jeg deltog i her foregik hovedsageligt på engelsk. Timen handlede om demokrati og demokratiske valg i Tanzania, og læreren var meget i dialog med eleverne, så på en måde virkede det næsten som at sidde i en dansk klasse og overvære en time.

Den sidste time jeg deltog i var ”Curriculum”. Underviseren var Stella, der er en af de kvinder, der laver mad til os. Hun er en af de yngre lærere på stedet og hendes undervisningsform var præget af dette. Der var system i hendes undervisning, en udvikling og et mål. De studerende skulle selv komme med svarerne, og kunne de ikke svare med det samme, fik de lov til at snakke sammen med sidemanden i et par minutter. Denne time var arrangeret af Stella, fordi jeg havde spurgt, om jeg måtte overvære en af hendes timer. Det var ikke hendes egen klasse, og de studerende skulle egentligt have haft ”Foundation og education”! Det var rigtig spændende at se hende undervise, men havde jeg vidst, at hun ville ordne det på den måde, havde jeg nok ikke spurgt hende. Da der var ca. 20 minutter tilbage af timen kom deres ”Foundation of education”-lærer ind og overtog undervisningen. De studerende havde i sidste time arbejdet i grupper og skulle nu fremlægge deres arbejde for resten af klassen. Jeg lyste helt op, da jeg hørte dette, men efter at havde set den første fremlæggelse, mistede jeg modet. Èn fra gruppen stillede sig op ved tavlen, hev et stykke papir frem og begyndte at læse op på et gebrokkent engelsk. Sådan fortsatte 4 kedelige, lange fremlæggelser, og herefter sluttede timen.


For lige at opsummere…
Det ser ud som om, at der er ved at komme undervisnings- og arbejdsmetoder fra den vestlige verden ind i undervisningen på colleget, og at det pædagogiske og didaktiske syn er ved at ændre sig. Jeg håber udviklingen vil fortsætte og sprede sig til folkeskolerne, og at de på et tidspunkt også vil kunne forstå og se, hvorfor disse metoder fungere bedre end den gammeldags tanke om det ulige forhold mellem lærer og elev. Eleverne skal selv tage mere ansvar for deres læring og motivationen skal bl.a. komme fra lærerne – ikke af tvang, men af lyst. Det er dog set med mine øjne vigtigt, at de forstår metoderne og pædagogikken bag, så det ikke bliver overfladisk. Den generelle opfattelse hernede er nemlig, at når tingene ser fint ud på overfladen, så er alting godt. Men det er og vil i længden blive et problem, når det viser sig, at virkeligheden er en helt anden. F.eks. har regeringen lavet fællesmål for skolens fag, men målene er sat alt for højt, i forhold til hvad elever og lærere er i stand til at opnå. Derfor underviste jeg i praktikken i matematik på gymnasieniveau, i en klasse hvor kun 20% kunne forstå indholdet! Det er ikke vejen frem mod succes – hverken for elever, lærere, regeringen eller landet som helhed. Derfor er det vigtigt, at de starter på det niveau, de er på nu, og ikke prøver på at følge med vesten, der i øvrigt også er for hurtig for sig selv. Og så burde regeringen overveje om undervisningssproget ikke burde være swahili, så eleverne kunne forstå, hvad der blev sagt.

Amen.